Ny undersøgelse viser: Hovedstød kan give demens

En ny stor undersøgelse giver fodboldspillere tre og en halv gange større risiko for at udvikle demens.

Hovedstød kan være farlige for hovedet, viser en ny undersøgelse. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det er næsten umuligt at spille fodbold uden at sætte hovedet på bolden. Men din hjerne vil egentlig sætte mest pris på, at du lod helt være.

Forskere har nemlig undersøgt, hvor meget de små gentagende hovedstød fra bolden skader hjernen, og resultaterne taler sit tydelige sprog.

Et nyt stort studie fra Glasgow University har nemlig undersøgt hjernerne på 7.676 tidligere professionelle herrefodboldspillere i perioden mellem 1900 og 1976 og sammenlignet dem med 23.000 mænd uden for grønsværen.

Undersøgelsen viser, at fodboldspillerne havde tre og en halv gange så stor risiko for at udvikle demens som resten af befolkningen.

Resultaterne overrasker ikke Jakob Christensen, overlæge ved Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Hovedskader er et tilbagevendende problem i NFL. Spillere bliver testet med det samme, hvis de har det mindste tegn på hjernerystelse, og de får ikke lov til at komme på banen igen, før en læge har sagt god for, at de ikke har hjernerystelse. På billedet er Pittsburgh Steelers' Mason Rudolph efter han slog hovedet alvorligt for en lille måneds tid siden. (Foto: Philip G. Pavely © Scanpix)

- Det bekræfter jo mistanken om, at hovedskader og især gentagende hovedskader kan være forbundet med skader på nervesystemet, og det kan jo vise sig som for eksempel demens, siger Jakob Christensen.

Hjernerystelser også i fokus

Mens sammenhængen mellem fodbold og demens er et forholdsvis nyt fokusområde, har hjernerystelser længe været monitoreret.

Hos IFAB, der er fodboldens regelsættere, havde man møde onsdag for muligvis at vedtage nogle regler, som skal være med til at beskytte fodboldspillere fra at få hovedskader.

Her har det blandt andet været på tale, at spillere kan blive skiftet ud i ti minutter for at blive undersøgt for hjernerystelse og dernæst blive skiftet ind igen, hvis spilleren består testen.

Men regelændringerne er blevet udsat. I stedet har man nedsat en ekspertgruppe, som skal kigge nærmere på problemet, skriver IFAB på hjemmesiden.

- I betragtning af den komplekse situation med at vurdere og behandle hjernerystelser på forskellige niveauer af spillet, har medlemmerne anbefalet, at en ekspertgruppe skal fokusere på dette emne i de kommende måneder, lyder det fra dem.