Officielt: Ajax udlejer Lucas Andersen

Den danske offensivspiller Lucas Andersen er blevet udlejet af Ajax. Resten af sæsonen skal han spille i Willem II.

Ajax har udlejet danske Lucas Andersen til Willem II. (Foto: DR © DR Sporten)

Lucas Andersen skiftede i 2011 fra AaB til den hollandske storklub Ajax. Men danskeren har ikke for alvor fået bidt sig fast på holdet, og derfor bliver han nu lejet ud.

Resten af sæsonen skal 20-årige Andersen således tørne ud for Willem II, der ligeledes spiller i den hollandske Æresdivision, og her glæder man sig over lejeaftalen.

Andersen giver muligheder

- Lucas Andersen er en offensivt indstillet spiller, der kan spille flere positioner. Dette giver os adskillige muligheder at vælge imellem, siger teknisk manager Carlos Aalbers til Willem II's hjemmeside.

Lucas Andersen har siden skiftet til Ajax i 2011 optrådt 53 gange for klubben. Han har kontrakt med Ajax til sommeren 2018.

Facebook
Twitter