Optimistisk U21-landstræner: Skal vinde flere kampe

Danmark nærmer sig kvalifikation til U21-EM, men det er ikke afgjort, siger landstræneren.

Niels Frederiksen tager ikke munden for fuld, selvom Danmark fører kvalifikationsgruppen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det danske U21-landshold sikrede sig tirsdag en sikker sejr over Armenien i kvalifikationen til EM i 2017. Danmark vandt 3-1, men kunne have scoret langt flere mål. Dermed lugter det af slutrunde, men landstræneren tager ikke noget for givet.

- Vi har fået et rigtig fint udgangspunkt til de sidste fire kampe, vi har tilbage. Vi ligger nummer et i gruppen, og det er der, man kvalificerer sig direkte. Vi er tre point foran nummer to og har spillet en kamp mindre. Så det ser rigtig fint ud, men det er ikke afgjort endnu. Vi skal ud og vinde flere kampe, men vi har skabt et fint udgangspunkt, siger Niels Frederiksen til DR.

- Inden den seneste runde ville jeg have sagt Wales, men de tabte til Rumænien, og nu ser det faktisk ud til, at det er Rumænien, der umiddelbart er den værste konkurrent. Men jeg vil sige, at både Wales og Rumænien kan nå det. Bulgarien fik uafgjort i Luxembourg og er tæt på at have udspillet deres rolle. Men der er tre hold tilbage, som kæmper om førstepladsen: Det er os, Wales og Rumænien.

Næste opgave for det danske U21-landshold er 2. september, hvor Wales tager imod i EM-kvalifikationen. Derefter kommer Rumænien på besøg i Aalborg fire dage senere.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve