OVERBLIK Danskernes weekend i fodboldeuropa: Brandvarme danskere i Italien

De danske landsholdsspillere markerede sig stærkt - især i Italien.

Soccer Football - Serie A - Juventus v Parma - Allianz Stadium, Turin, Italy - January 19, 2020 Parma's Andreas Cornelius celebrates scoring their first goal REUTERS/Massimo Pinca (Foto: MASSIMO PINCA © Scanpix)
1

Cornelius garner for anden kamp i træk

Cornelius springer højere end Cristiano Ronaldo og udligner for Parma. (Foto: MASSIMO PINCA © Scanpix)

Selvom Andreas Cornelius har været skadet en del for sin klub Parma i denne sæson og generelt ikke har fået meget spilletid, så har den danske angriber alligevel formået at score fem gange i 11 kampe for Serie A-klubben.

Søndag aften var den høje angriber på pletten igen - denne gang ude mod topholdet Juventus.

Selvom Cristiano Ronaldo stjal showet med sine to scoringer, så markerede Cornelius sig også stærkt.

Danskeren udlignede i anden halvleg på et indlæg, da landsholdsspilleren hoppede højere end netop Ronaldo og pandede bolden ind. Det var anden kamp i træk, at Cornelius kom på tavlen.

Kampen endte 2-1 til Juventus.

2

Stryger scorer, men Kjær vinder

Jens Stryger Larsen fejrer sin tredje scoring for Udinese siden 2017. (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

Tidligere søndag var der danskerduel i Serie A, da AC Milan med Simon Kjær i startopstillingen mødte Udinese og Jens Stryger Larsen.

Og selvom det før kampen var Kjær, der var i spotlyset for sin debutkamp i Serie A for Milan, så overtog Stryger Larsen overskrifterne i kampen, da han først scorede til 1-0 på San Siro og siden hen assisterede til 2-2 kort før tid.

Til slut blev Simon Kjær dog alligevel den store vinder, da AC Milan sikrede sig sejren med cifrene 3-2.

3

Nadim med to mål og en assist

Nadia Nadim scorede to mål for PSG i weekenden. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den danske landsholdsangriber Nadia Nadim var brandvarm for sit hold Paris Saint-Germain, der lørdag mødte bundholdet Marseille i den bedste franske række.

I 11-0-sejren til hovedstadsklubben leverede Nadia Nadim både scoringen til 2-0 og 6-0, ligesom hun assisterede ved målet til 5-0.

Nadia Nadim og PSG er nummer to i den franske liga – tre point efter topholdet Lyon.

4

Landsholdsangriber med mål i støvlerne

Nicolai Jørgensen var på pletten for Feyenoord. (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Scanpix)

En anden dansk angriber, der også viste målnæsen frem, var Nicolai Jørgensen. Feyenoord-spilleren fordoblede nemlig sin målhøst lørdag i den hollandske liga.

Med to mål i 3-1-sejren over Heerenveen er danskeren nu noteret for fire Feyenoord-scoringer i denne sæson i Æresdivisionen.

Landsholdsspilleren overlod rampelyset til angrebsmakkeren Luis Sinisterra i kampens indledning og lod ham gøre det til 1-0, inden Jørgensen med målene til 2-0 og 3-0 afgjorde opgøret.

5

Wass-assist i stor nedtur

Daniel Wass assisterede, men oplevede også noget af en nedtur med Valencia denne weekend. (Foto: Andrew Boyers © Scanpix)

Daniel Wass og Valencia fik ørerne i maskinen på Mallorca i den spanske La Liga, der var foran hele 3-0 ved pausen.

Værterne kom også foran 4-0 i anden halvleg, før Wass fik lidt personlig oprejsning, da han havde en fod med i spillet ved Valencias reducering kort før tid med et oplæg.

6

Eriksen i nulløsning i potentiel afskedskamp

Spillede Christian Eriksen sin sidste kamp for Tottenham denne weekend? (Foto: WILL OLIVER © Scanpix)

Med de mange rygter om et snarligt skifte til italienske Inter var det potentielt sidste kamp i Tottenham-trøjen for Christian Eriksen, da han og klubben lørdag gæstede Watford.

Eriksen startede opgøret på bænken, men fik de sidste 20 minutter af opgøret, der bød på et brændt straffespark, men ingen scoringer.