De danske fodboldlandsholdsspillere havde en god weekend og scorede i både Spanien, Holland, Tyskland og Polen.
Herunder giver DR Sporten dig et overblik over de danske landsholdsspillere, som markerede sig rundt omkring i Europa i denne weekend.
Brandvarm Harder lavede hattrick
Pernille Harder havde en mindeværdig søndag i den tyske Bundesliga, da Werder Bremen blev knust med hele 6-0.
Den danske stjerneangriber lavede tre mål i sejren og var derfor stærkt medvirkende til, at Wolfsburg sparkede sig tilbage på førstepladsen i Tysklands bedste række.
Røddik sendte Ajax til tops
For anden runde I træk var den danske forsvarsspiller Line Røddik på pletten for hendes nye klub, Ajax. Landsholdsspilleren afgjorde kampen mod PSV, da hun scorede det enlige mål i opgøret. Med sejren fører Ajax nu slutspillet i Holland.
Dolberg scorede for anden runde i træk
Kasper Dolberg er for alvor ved at finde målformen i Holland. Søndag scorede han for anden weekend i træk, da Ajax vandt med hele 5-1 over midterholdet fra Den Haag.
Dolbergs mål blev sat ind med et lille kvarter igen, da han ramte et fladt indlæg og let kunne sætte kuglen i nettet til 4-1. Målet var Dolbergs andet i de seneste to ligakampe for Ajax.
Drømmemål af Jørgensen
Nicolaj Jørgensen scorede et fabelagtigt mål for Feyenoord, da han efter en fin dribletur bankede til kuglen fra lang afstand i opgøret mod PSV.
Bolden strøg ind via stolpen, og den danske angriber var derfor med til at sikre Feyenoord det ene point i kampen, som endte 1-1.
Landsholdsspillere tabte FA Cup-finale
Katrine Veje og Janni Arnth havde søndag mulighed for at vinde kvindernes FA Cup sammen med holdkammeraterne i Arsenal, men desværre for danskerne endte Manchester City med at vinde 4-2 efter straffesparkskonkurrence.
Den ordinære kamp endte 0-0. Janni Arnth blev skiftet ud efter 69 minutter af finalen, mens Katrine Veje også blev udskiftet to minutter senere.
Braithwaite sikrede point mod Valencia
Landsholdsangriberen Martin Braithwaite fortsætter med at vise god form for Leganes i Spanien. Søndag var han på pletten, da det blev til 1-1 i opgøret mod Valencia.
Kort før tid fik han skrabet udligningen ind, og Leganes er derfor fortsat placeret midt i tabellen. Daniel Wass kom ikke på banen for Valencia.
Jonas Knudsen sendt tidligt i bad
Landsholdsbacken Jonas Knudsen fik en uheldig hovedrolle, da han fik et lidt tvivlsomt rødt kort i opgøret mod Wigan allerede efter 25 minutter.
Ipswich formåede dog alligevel at spille 1-1, og de rykkede derfor en lille smule tættere på redning fra Englands næstbedste række. De har dog fortsat ni point op til redning med 12 kampe igen.
Gytkjær scorede mod tophold
I Polen lavede Christian Gytkjær sæsonmål nummer ti for Lech Poznan, da han var med til at sænke et af rækkens tophold, Legia Warszawa.
Poznan vandt kampen 2-0 og Gytkjærs mål blev sat ind på straffespark med ti minutter igen af kampen.