OVERBLIK Danskernes weekend i fodboldeuropa: Mere metal til Junge og Schmeichel i uvant rolle

De danske kvinder var brandvarme i weekenden, mens der var længere mellem succes for herrerne.

Juventus' kvinder med Sofie Junge blev italiensk pokalmester. (Foto: Juventus © Juventus)

Der er så mange danske fodboldspillere rundt omkring i Europa, at det ofte er tæt på umuligt ikke at finde en positiv historie. Denne weekend har dog været nemmere end andre, og det er i høj grad takket være kvinderne.

Herrerne havde også deres momenter, men det var langt fra positivt alt sammen.

Junge hapser mere metal med Juventus

ARKIVBILLEDE Sofie Junge vandt i weekenden pokalturneringen med Juventus. (Foto: MARCO BERTORELLO © AFP or licensors)

Det har været en mindeværdig sæson for landholdsspilleren Sofie Junge, og i weekenden blev endnu et kapitel skrevet, da hun sammen med sit hold Juventus tog pokaltitlen. Det skete efter en sejr på 2-0 over Fiorentina.

Dermed kan Sofie Junge og Juventus feste for anden gang på blot en uge, da holdet i forrige weekend også sikrede sig det italienske mesterskab. De to mål i kampen blev sat ind af Petronella Ekroth og Valentina Cernoia.

Ingen dansker i Champions League-finalen

FC Barcelona kan fejre en plads i Champions League-finalen. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

Simone Boye er pt. skadet og spiller derfor ikke for Bayern München, men den sidste mulighed for dansk deltagelse i Champions League-finalen røg søndag. Det tyske hold tabte nemlig 1-0 ude mod FC Barcelona. Spanierne vinder derfor samlet og booker pladsen til finalen.

Det samme gør storholdet Lyon, der spillede 1-1 med Chelsea i England og samlet gik videre med 3-2.

Arsenal henter det engelske mesterskab

Katrine Veje og Janni Arnth fejrer det engelske mesterskab med Arsenal (Foto: John Sibley © Scanpix)

Både Katrine Veje og Janni Arnth kan tage ud og male London rød efter den forgangne weekend. De hentede nemlig sammen med klubkammeraterne i Arsenal det engelske mesterskab efter en 4-0-sejr over Brighton.

Dermed kan rivalerne Manchester City ikke længere hente London-holdet. Katrine Veje spillede hele kampen mod Brighton, mens Janni Arnth slet ikke kom på banen.

Schmeichel kan også offensivt

Kasper Schmeichel lukkede ikke mål ind mod Arsenal. (Foto: David Klein © Scanpix)

Lige så godt det går for Arsenals kvinder, lige så store problemer er Arsenals herrer i.

Søndag stod de over for Kasper Schmeichels Leicester i en vigtig kamp for at holde sig inde i Champions League-varmen. Men et tidligt rødt kort til Arsenal fik indflydelse på kampen.

Leicester endte nemlig med at vinde 3-0. Og det andet mål var specielt bemærkelsesværdigt med danske øjne. Schmeichel lagde nemlig med et eminent udspark op til Jamie Vardys mål.

Harder på måltavlen i storsejr

ARKIVBILLEDE Pernille Harder var på pletten igen for Wolfsburg. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

Det er mere reglen end undtagelsen, at Pernille Harder kommer på måltavlen, når hun spiller for Wolfsburg, og weekenden var endnu et eksempel på det. Danskeren scorede nemlig en enkelt gang i storsejren på 7-0 over Sand.

Dermed er Wolfsburg nu snublende tæt på det tyske mesterskab. Wolfsburg skal tabe sæsonens to sidste kampe, mens Bayern München skal vinde deres tre sidste, hvis Harder ikke skal ende som tysk mester.

Dortmund taber til Schalke

Jacob Bruun Larsen takker publikum for opbakningen efter nederlaget. (Foto: Friedemann Vogel © Scanpix)

Mesterskabet er heller ikke afgjort i herrernes tyske liga, men det begynder at lugte af, at der ikke er en dansker på det vindende hold der.

Dortmund med Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen kan nemlig takke dem selv for at have gjort det hele sværere.

Dortmund tabte nemlig 4-2 i rivalklassikeren mod Schalke 04 i en kamp, hvor de gul-sorte fik to røde kort. Jacob Bruun Larsen lagde ellers op til Dortmunds andet mål. Der er nu to point mellem Bayern München og Dortmund.

Facebook
Twitter