OVERBLIK Danskernes weekend i fodboldeuropa: Skovs venstreben og Braithwaites målnæse slår til

Der var langt mellem de positive danske fodboldaktioner i weekenden, men her er et par lyspunkter.

Martin Braithwaite var på pletten for Leganes i weekenden. (Foto: Rodrigo Jimenez © Scanpix)

Måske var det fordi Pernille Harder for en gangs skyld ikke kom på måltavlen, eller fordi Yussuf Poulsen varmede bænken hele kampen for RB Leipzig, men den forgangne weekend var ikke så imponerende fra et dansk synspunkt.

Der var desværre langt mellem målene, men det er lykkedes os at finde et par enkelte frem.

Martin Braithwaite viste målnæsen frem

(Foto: Rodrigo Jimenez © Scanpix)

Siden sin flotte scoring mod Irland, som var medvirkende til, at Danmark kom med til EM i fodbold, så har Martin Braithwaite ikke fundet vej til målet. Altså inden fredag. Der var han nemlig på pletten for sit hold Leganés.

Danskerens fjerde ligamål bragte holdet foran, men Deportivo Alavés udlignede i anden halvleg til resultatet 1-1.

Leganés ligger næstsidst og har fem point op til Mallorca på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Skovs venstreben slog til igen

(Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

I lang tid har man i Danmark vidst, at Robert Skovs venstreben er gyldent, men nu er de også ved at lære det i Tyskland. Hoffenheim tabte godt nok kampen 4-2 til Augsburg, men danskeren scorede.

Robert Skov svingede sit venstreben på kanten af feltet og sparkede bolden i det lange hjørne. Han lagde også op til Hoffenheims andet mål.

Sort dansk weekend i Italien

(Foto: CIRO DE LUCA © Scanpix)

Der var ikke meget at glæde sig over med de danske briller i den italienske Serie A.

Andreas Cornelius startede inde for Parma, som i øvrigt slog Napoli, men danskeren måtte lade sig udskifte allerede efter 17 minutter på grund af en skade.

Både Lasse Schöne og Peter Ankersen fik spilletid for Genoa i nederlaget til Sampdoria, mens Jens Stryger Larsen og Udinese kunne se Cristiano Ronaldo score to gange i Juventus’ 3-1-sejr over danskerklubben.

Eriksen udnytter kort spilletid

(Foto: Paul ellis © Scanpix)

I England blev Christian Eriksen skiftet ind med et minut igen ved stillingen 1-1 mellem Tottenham og Wolves, og det udnyttede han til fulde.

Han tog nemlig det efterfølgende hjørnespark og endte med at være i oplæggerens rolle til sejrsmålet.

Eriksen sparkede bolden ind i panden på belgieren Jan Vertonghen, der flot headede bolden i mål til en 2-1-sejr.

Wass lægger op til mål mod Real Madrid

(Foto: Susana Vera © Scanpix)

Godt nok endte Karim Benzema med at udligne i fem minutters overtid og tage glæden fra Valencia-fansene, men inden da var Daniel Wass altså i fokus. Han lagde bolden på tværs til Carlos Soler, der bragte Valencia foran. Men kampen endte altså 1-1.

Der var også fuld spilletid til Pione Sisto for Celta Vigo, der er ved at have fundet sig selv. Et mål i de sidste minutter af Mallorca gjorde dog, at Celta Vigo måtte nøjes med 2-2.