OVERBLIK Her er Laudrups omtumlede trænerkarriere

Michael Laudrup giver i dag sit syn på fyringen i Swansea. Få her et overblik over hans tidligere jobs.

Michael Laudrup startede sin trænerkarriere som assistenttræner på landsholdet og har siden været cheftræner i fem klubber: Brøndby, Getafe, Spartak Moskva, Mallorca og Swansea. (Foto: Scanpix © Scanpix)

Michael Laudrup holder tirsdag eftermiddag pressemøde, hvor han giver sit syn på sin fyring fra Swansea City, som var hans femte klub på 12 år. De tidligere stop har været fyldt med op- og nedture for det 49-årige nationalikon.

Danmarks landshold 2000-2002

Som 36-årig blev Michael Laudrup assistenttræner for det danske landshold i 2000. Under Morten Olsen var Laudrup blandt andet med til at føre Danmark videre fra gruppespillet ved VM i 2002.

Brøndby IF 2002-2006

Michael Laudrup indledte sin cheftrænerkarriere i Brøndby IF i 2002, som han også spillede for i starten af 80'erne inden rykkede til italienske Lazio.

Laudrup var sammen med assistenttræner John 'Faxe' Jensen en stor succes i Brøndby, hvor han var indtil 2006. Holdet vandt i hans første sæson pokalturneringen og Laudrup blev kåret som årets træner.

I både 2003 og 2004 sluttede Brøndby på ligaens andenplads og i 2005 tog Laudrup holdet hele vejen til guldmedaljerne og gentog samtidig bedriften i pokalturneringen. Efter Brøndby sluttede som nummer to igen i 2006 kunne Laudrup og Faxe ikke blive enige med klubben om en forlængelse.

Opholdet i Brøndby markerer hidtil sidste gang, Michael Laudrup fuldendte en kontrakt.

Getafe 2007-2008

Som det var spekuleret i gennem længere tid, rykkede Laudrup til Spanien, hvor han havde de bedste år af sin spillerkarriere. I juni 2007, efter et år som arbejdsløs, rykkede han til Madrid-baserede Getafe.

Det blev dog ikke den succes, han og klubben havde håbet på. Efter bare én sæson i klubben sagde Laudrup op trods mere end godkendte resultater på banen, som blandt andet bød på en finaleplads i den spanske pokalturnering Copa del Rey.

Spartak Moskva 2008-2009

Efter at være rygtet til blandt andet Barcelona, Valencia, Chelsea og græske Panathinaikos, valgte Laudrup noget overraskende at takke ja til jobbet som træner for russiske Spartak Moskva.

Og det skulle da også vise sig at være et dårligt match.

Efter bare syv måneder i trænerstolen fik skuffende resultater klubben til at miste tålmodigheden og give Laudrup sin første fyreseddel som professionel cheftræner.

Mallorca 2010-2011

Efter igen at tage et år fri fra trænergerningen, vendte Michael Laudrup tilbage til spansk fodbold i juni 2010, da han takkede ja til jobbet som træner i Mallorca.

I sin første sæson formåede han at redde holdet fra nedrykning i en sæson plaget af skader og økonomiske problemer.

Men inden hans anden sæson gik i gang, fyrede klubben Laudrups assistenttræner Erik Larsen, og det fik Laudrup til at opsige jobbet. Han sagde selv, at han var meget frustreret over klubbens sportsdirektør og arbejdsmiljøet i Mallorca.

Swansea City 2012-2014

I juni 2012 blev Laudrup offentliggjort som træner for det walisiske hold Swansea City, der netop havde overlevet sin første sæson i den bedste engelske række.

Laudrup var et stort hit i klubben og førte den i sin første sæson frem til en flot niendeplads i Premier League og en sejr i den engelske ligacup.

Men i sin anden sæson gik det galt og det førte til en fyreseddel 4. februar 2014. I en sæson med høje forventninger lå holdet på en beskeden 12.-plads og det var altså nok til at få klubben til at miste tålmodigheden med den 49-årige dansker.

Facebook
Twitter