Overrasket Pernille Harder sætter målrekord

Den danske fodboldspiller Pernille Harder satte i går klubrekord, da hun scorede sit mål nummer 41 for sin svenske klub Linköping FC.

Pernille Harder er med 41 mål den mest scorende i Linköpings historie.

Det var en noget overrasket Pernille Harder, der i går blev ønsket tillykke med titlen som den mest scorende spiller for klubben nogensinde.

- Jeg vidste slet ikke, at jeg var så tæt på at rekorden. De sagde det vist i højtaleren, da jeg scorede, men det hørte jeg ikke, fortæller hun.

Pernille Haarder scorede to mål i Linköbings 5-1 sejr over Mallbacken i den bedste svenske række. Og det var altså ved landsholdsangriberens andet mål, at Harder slog Maria Arronsons tidligere rekord på 40 mål og samtidig skrev sig ind i historiebøgerne. En bedrift, den danske profil glæder sig over.

- Det er da rigtig fedt at have lavet en historisk rekord for klubben. Jeg synes, jeg er i god form, og generelt går det bare rigtig godt for mig her i Sverige.

Kæmper for mesterskabet

Den 22-årige fodboldspiller er dog ikke meget for at snakke om egne bedrifter, men fokuserer i stedet på Linköpings kamp for at vinde den svenske liga.

Med fem kampe tilbage ligger Linköping seks point efter førerholdet Eskilstuna og fire point efter Rosengård – og dér er dermed lagt op til noget af en afslutning, når Linköping i sæsonens to sidste kampe møder netop Eskilstuna og Rosengård.

- Jeg tror stadig, vi kan vinde guldet, men det kræver også lidt hjælp fra nogle af de andre hold, der skal tage point fra Eskilstuna og Rosengård, slutter Haarder.

Facebook
Twitter