Penge og venskab: Derfor spiller Qatar og Japan med om det sydamerikanske mesterskab

Fodboldturneringen Copa America har i år Qatar og Japan på deltagerlisten.

Lionel Messi og Argentina skal møde Qatar ved de sydamerikanske mesterskaber i fodbold. (Foto: JUAN MABROMATA © Scanpix)

Det kan måske føles lidt skørt at forestille sig, at Australien eller Mexico skulle spille med om europamesterskabet i fodbold.

Men sådan en tanke er ikke uvant for de sydamerikanske fodboldtilskuere.

Siden 1993 har der nemlig været inviteret nationer uden for kontinentet, som har fået lov til at spille med om titlen som sydamerikansk mester i fodbold.

I år er Japan og Qatar på deltagerlisten, når turneringen afvikles i Brasilien.

Den praktiske grund er, at der kun er ti nationer i det sydamerikanske fodboldforbund. Derfor giver det god mening at invitere yderligere et par nationer, så der kan dannes en fornuftig turneringsstruktur med tre puljer a fire hold.

Qatar træner før deres første gruppekamp mod Paraguay. Derudover skal de møde Argentina og Columbia. (Foto: Pilar Olivares © Scanpix)

Men at valget er faldet på netop Qatar og Japan er til gengæld ikke helt tilfældigt.

Det vurderer Andreas Knudsen, der de seneste tre år har været med til at lave podcasten Brasserbold, der handler om fodbold i Brasilien.

- Det lugter uden tvivl af, at pengene bestemmer, når Qatar bliver inviteret til at spille med. De betaler gerne for at være med, siger han.

- Det ville måske være oplagt at invitere Mexico eller et andet mellemamerikansk land til turneringen, men jeg tror simpelthen ikke på, at deres forbund har penge nok til at sende et tilsvarende tilbud. I Qatar er pengene ikke et problem, og de vil gerne have noget reklame.

Brasiliansk stjerne hjælper japansk fodbold

Anderledes er historien måske med det japanske landshold. For her kan et venskabeligt bånd muligvis være årsag til, at invitationen i år endte hos en postadresse, der tilhører det japanske fodboldforbund.

Den tidligere brasilianske stjernespiller Zico kan have bundet sløjfen.

- I 1991 skiftede Zico til japansk fodbold, og han er siden blev en kæmpestjerne i Japan. Min teori er derfor, at det ikke kun er pengene, der spiller en rolle. Brasilien og Japan har nemlig også et tilhørsforhold på fodboldsiden, forklarer Andreas Knudsen.

Zico har tidligere været landstræner for Japan. (Foto: Ümit Bektas © Scanpix)

Japan deltog første gang ved de sydamerikanske mesterskaber i 1999, hvor de blev sendt ud efter gruppespillet.

Og det er faktisk mere reglen end undtagelsen for de inviterede hold. Ikke siden 2007 er et invitationshold nået videre fra gruppespillet.

- De inviterede hold får kun lov at være med, så længe det er sjovt for de andre hold at spille mod dem, siger Andreas Knudsen.

Derfor finder han det også usandsynligt, at hold fra Europa en dag skulle få lov at spille med i Copa America.

- De sydamerikanske lande ville føle sig trådt over tæerne. Det er meget vigtigt for sydamerikanerne, at de er bedre til at spille fodbold end europæerne. Hvordan ville det ikke se ud, hvis Spanien eller Tyskland pludselig stod med trofæet, spørger han retorisk.

Mexico spiller i øjeblikket med i Gold Cup, der er det nordamerikanske mesterskab. (Foto: Jayne Kamin-Oncea © Scanpix)

Det er aldrig lykkedes for et af de inviterede hold at vinde Copa America, selvom Mexico har været i finalen to gange.

Og det bliver næppe i år, at den statistik bliver brudt.

Hele seks af de ti sydamerikanske landshold ligger nemlig højere placeret på verdensranglisten, end det bedste af de to invitationshold, Japan.

Facebook
Twitter