Bendtner-kasse og stortalent i hopla: FCK slår FCN ud af pokalturneringen

Nicklas Bendtner scorede sit første mål for FC København, som vandt 4-1 hjemme over FC Nordsjælland i pokalen.

Nicklas Bendtner jubler efter sin udligning til 1-1. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Angriberen Nicklas Bendtner havde ikke scoret siden sommerens skifte til FC København inden torsdagens pokalkamp mod FC Nordsjælland.

Men Bendtner fik omsider hul på bylden og scorede et enkelt mål, da FCK vandt 4-1 hjemme over FCN.

Dermed er FCK nu klar til kvartfinalerne i Sydbank Pokalen.

Den tidligere danske landsholdsangriber udlignede til 1-1 efter 24 minutter, da hele FCN-forsvaret troede, der ville blive dømt offside.

Men det var der ikke.

Og så kunne en helt fri Bendtner med et køligt spark med højre inderside placere bolden ovre i venstre side af målet.

Nicklas Bendtner scorede sit første mål for FC København, da han udlignede til 1-1 i FCKs sejr over FCN. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Gæsterne bragte sig i front

FCN startetede ellers kampen bedst og kom allerede foran med 1-0 efter mindre end to minutter.

FCN-kreatøren Mikkel Damsgaard splittede hele FCK-bagkæden med en tværpasning, og så kunne Mathias Rasmussen bringe udeholdet foran 1-0.

Bendtner havde også et hovedstød, men ellers var angriberen ikke involveret i de helt store chancer.

17-årig stortalent blev afgørende

Det var til gengæld 17-årige Mohamed Daramy, som havde fået chancen i højre siden af FCK's midtbane.

Daramy bragte FCK foran 2-1 efter 67 minutter i en situation, hvor Farum-spillerne igen ikke var påpasselige nok i defensiven.

Mohamed Daramy havde stor andel i FC Københavns sejr. Stortalentet scorede to mål i kampen. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Minuttet efter var indskiftede Carlos Zeca assistmager, da FCK-anføreren smart fandt Pieros Sotiriou, som scorede nemt til 3-1 ved bageste stolpe.

Efter 76 minutter var den gal igen i FCN-forsvaret, og Daramy blev dobbelt målscorer for hjemmeholdet til stor jubel for størstedelen af de 9.238 fremmødte tilskuere i Parken.

/ritzau/