Brøndby sparker sig i pokalsemifinalen i Hjørring

Vendsyssel fik fejlagtigt annulleret et mål, mens Kevin Mensah og Kamil Wilczek sendte Brøndby videre.

Brøndbys Kevin Mensah har scoret til 1-0 i kvartfinalen af Sydbank pokalen mellem Vendsyssel FF og Brøndby IF på Nord Energi Arena i Hjørring, torsdag 28. februar 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Brøndby er klar til semifinalen i den danske pokalturnering for fjerde år i træk.

Ude mod Vendsyssel vandt Brøndby torsdag aften 2-0 på mål af Kevin Mensah og Kamil Wilczek, men kampen vil også blive husket for, at Vendsyssel fejlagtigt fik annulleret et mål med 17 minutter igen.

Hjemmeholdets Emmanuel Ogude hamrede bolden i mål, men linjedommeren vinkede for offside til Vendsyssels store frustration.

De efterfølgende tv-billeder viste tydeligt, at Ogude var på den rigtige side af offsidelinjen, da han modtog bolden i feltet.

Ikke desto mindre var det Brøndby, der kunne juble over avancement fra opgøret, hvor Mensah bragte Brøndby på 1-0 efter en halv time.

Flere chancer

Mensah, der tidligere har haft offensive positioner som sine foretrukne, kom løbende fra sin plads på højre back og modtog bolden ved bageste stolpe.

Afslutningen fejlede ingenting fra den tidligere Viborg- og Esbjerg-spiller. Den sad i nettaget, og så var Brøndby på 1-0.

Brøndby havde også flere chancer for at komme på 2-0. En af dem tilfaldt 24-årige Mikael Uhre, der fik en halv friløber midtvejs i anden halvleg.

Angriberen snublede dog en smule i bolden, hvorefter han forsøgte sig med et halvsløjt fladt skud, som Vendsyssel-målmand Nicolai Flø tog sig af.

Efter Vendsyssels annullerede scoring havde Brøndby igen muligheder for at lukke kampen endegyldigt.

Dommer Michael Tykgaard underkender Vendsyssels Emmanuel Ogude scoring til 1-1 i kvartfinalen af Sydbank pokalen mellem Vendsyssel FF og Brøndby IF på Nord Energi Arena i Hjørring, torsdag 28. februar 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Polakken Kamil Wilczek med anførerbindet om armen misbrugte en gigantisk en af slagsen kort før afslutningen på den regulære spilletid.

Han tog dog revanche et par minutter senere, da Nikolaj Laursen fandt ham helt fri inde foran mål.

Foruden Brøndby er OB klar til semifinalerne i den danske pokalturnering. Om to uger skal Kolding og FC Midtjylland samt Næstved og AaB kæmpe om de sidste to pladser.

Vendsyssel skal rette fokus mod Superligaen, hvor holdet efter 23 kampe er på 12.-pladsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter