FCK svigtede ikke mod Viby

FC København vandt som ventet over Viby IF fra Danmarksserien i tredje runde af pokalturneringen.

FC København levede op til forpligtigelserne som storfavorit mod Viby IF fra Danmarksserien i tredje runde af pokalturneringen, som københavnerne vandt 4-1.                                        Viby, der lagde græs til opgøret, overraskede ellers ved at komme foran efter blot 12 minutters spil ved Troels Meldgaard, hvilket ikke ligefrem gav FCK's debuterende keeper Kim Christensen den bedste start.

- 10 minutter i drømmeland, som Viby-træner Henrik Gudmandsen udtrykte det i pausen over for Kanal 6.

Gæsterne, der først trådte ind i pokalturneringen i denne tredje runde, fik dog hurtigt rettet op på deres kiksede start. Efter knap en halv times spil kom Martin Vingaard med et langskud på måltavlen, og kort efter nettede Søren Frederiksen to gange. Det var den tidligere Sønderjyske-angribers første mål for de danske mestre.

I det hele taget gav træner Ståle Solbakken spilletid til de urutinerede kræfter. Således var hele startopstillingen udskiftet i forhold til søndagens ligakamp mod Brøndby.

Det kom der nu ikke flere scoringer ud af efter pausen, hvor Vibys Jacob Serwin som den eneste blev noteret for et mål. Uheldigvis var der tale om et selvmål til slutresultatet 4-1.                                              

Facebook
Twitter