Fra brasilianske finter til dansk taktik: Paulinho udlever drømmen

Fodboldspilleren Paulinho udlever drømmen i FC Midtjylland, der i denne sæson har spillet med i Champions League.

Der er langt fra millionbyen São Paulo i Brasilien til den jyske hede og Herning. Ikke kun i fysisk forstand, men også både personligt og arbejdsmæssigt, når fodboldspillere prøver lykken på vores breddegrader.

Det har blandt andre brasilianske Paulinho oplevet på egen krop, da han tog turen i sommeren 2019 for at jagte drømmen om klubfodboldens største scene. En drøm, der nu er virkelighed i FC Midtjylland for den 26-årige venstreback. For holdet spillede i denne sæson med i Champions League - alle spilleres store drøm.

Men det skete ikke med et fingerknips:

- De første måneder gik ikke, som jeg havde forventet. Jeg fik kun lidt spilletid og en skade, men jeg brugte tiden til at lære om spillestilen. For jeg skulle omstille mig til FCM's stil, fortæller Paulinho.

Stilen har han lært. For brasilianeren har spillet sig til en plads som en af de foretrukne spillere, når træneren skal pege på sine 11 udvalgte i startopstillingen.

- Nu føler jeg mig ærlig talt hjemme. Her er lidt koldt, men jeg føler mig hjemme. Her er fodbold mere taktisk. I Brasilien leger vi mere og kan nogle tricks.

Sammen med resten af holdkammeraterne kan Paulinho i aften spille sig tættere på sølvtøj i pokalturneringen, når de på hjemmebane møder Sønderjyske i den første af to kampe.

Kampen kan du følge på DR 1, når optakten begynder klokken 16:15.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk