'Hun kan nå rigtig langt': 19-årige Josefine skal jonglere bold og bøger på det verdensberømte Harvard University

Brøndby IF og Josefine Hasbo spiller i dag pokalfinale mod FC Thy-Thisted Q. Til sommer rejser fodboldspilleren til USA for at studere på Harvard.

Der stod godt nok 'Harvard Women's Soccer' i e-mailen, men Josefine Hasbos mor var altså ikke helt overbevist.

- Arh, Josefine! Er det ikke spam?

I 2015 deltog kæmpetalentet ved en fodboldturnering i Dallas, USA, og da der efterfølgende tikkede en besked ind, måtte familien Hasbo lige vende skråen en ekstra gang.

Men den var god nok.

Dengang 14-årige Josefine Hasbo var blevet spottet af en talentspejder, som mente, at hun skulle studere og spille fodbold på det verdensberømte Harvard University.

Det blev startskuddet på en lang og hård optagelsesproces, og til sommer pakker Brøndby-spilleren sine kufferter og drager mod USA.

Her får hun mulighed for både at jonglere med bold og bøger.

- Uddannelse er et udtryk for, at man er interesseret i verden omkring sig. Så at kunne dyrke det uden at skulle gå på kompromis med mine sportslige ambitioner var noget, der tiltrak mig rigtig meget ved universitetet, siger Josefine Hasbo.

Hertil er fodboldspilleren ikke nået ved at sidde på sine hænder. Alene den såkaldte SAT-test, hvor de studerendes uddannelsesparathed vurderes, brugte hun 120 timer på at forberede sig.

- Det er ikke uden omkostninger. Det har været nogle lange dage som 16-17-18-årig, hvor man kørte på fra klokken 8 til 21 om aftenen, siger Josefine Hasbo.

Du kan se et indslag om Brøndby-spilleren Josefine Hasbo øverst i artiklen. Hun og holdkammeraterne møder fredag FC Thy-Thisted Q i kvindernes pokalfinale. Følg opgøret direkte på DR1 med optakt fra klokken 14.30.

FacebookTwitter