I Næstved mindes man pokaleventyret i 1994: I aften kan Silkeborg stå i vejen for et nyt

Næstved tager imod Silkeborg i pokalturneringen i fodbold onsdag aften.

Shortsene var korte, håret var langt, og Næstved var et hold, man skulle holde øje med i dansk fodbold.

Ja, det kan lyde som længe siden, og det er det også.

Kalenderen siger 1980, og Næstved BK leger med helt i toppen af dansk fodbold, som dengang hed 1. division.

Efter 29 af sæsonens 30 kampe er det helt lige i toppen af rækken mellem Kjøbenhavns Boldklub og Næstved, der ligger side om side med 39 point hver. Skæbnen vil, at de to hold mødes i en altafgørende kamp i sidste runde om det danske mesterskab.

Med spillere som Jesper Olsen, Heino Hansen og Peter Bonde i spidsen var Næstved pisket til sejr mod KB, hvis de ville vinde mesterskabet.

Foran mere end 20.000 fans på hjemmebanen kom Næstved planmæssigt foran, men så scorede Hans Aabech for Kjøbenhavns Boldklub til 1-1, som også blev kampens resultat.

Næstved snublede på stregen og måtte nøjes med sølvmedaljer. Tilbage står sætningen "Pas på Aabech".

- Der er rigtig mange, der husker det som en sorgens dag. Nu, så mange år senere, er jeg bare stolt over at have været med til en legendarisk kamp i dansk fodbold, siger Peter Bonde.

I 1994 vendte Peter Bonde tilbage til Næstved, denne gang som træner. Men også her måtte han og Næstved se sig slået på målstregen.

Det var Brøndby, der i 1994 slog Næstved i pokalfinalen efter straffesparkskonkurrence.

Siden har Peter Bonde været vidt omkring i trænerkarrieren, som blandt andet har budt på ti år som assistenttræner på landsholdet, men nu står han igen i spidsen for Næstveds bedste fodboldhold.

Onsdag aften skal Peter Bonde og Næstved-holdet forsøge at gentage pokaleventyret fra 1994, når mandskabet fra 1. division får besøg af Silkeborg IF i pokalturneringens 1/16-finaler.

Se videoen i toppen af artiklen, hvor Peter Bonde mindes de to velsagtens største kampe i Næstveds fodboldhistorie, guldkampen i 1980 og pokalfinalen i 1994.

Næstveds pokalkamp mod Silkeborg spilles klokken 18.00 og kan ses på DRTV og DR2.