Klub-bosser uenige om udskudt pokalkamp: 'Med lidt mere smidighed havde vi løst det her'

HB Køge-direktør Per Rud ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes at overtale AaB til at spille dagens pokalkamp. AaB afviser kritikken.

Direktør i HB Køge, Per Rud, er ikke enig med AaB-direktør om behovet for at udskyde pokalkampen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

AaB nåede ikke at få kørt holdets materialer med til dagens pokalkampen ude mod HB Køge.

Årsagen er lukning af Storebæltsbroen på grund af en trafikulykke. Derfor er pokalkampen udsat til en endnu ikke fastsat dato.

Men det ærgrer HB Køge og direktør Per Rud, som mener, at AaB godt kunne have valgt at spille kampen.

- AaB-truppen har været her hele dagen. De har støvler med. Kunne altså spille. Vi har tilbudt dem at låne tøj, benskinner og så videre. Der er flere fortilfælde i dansk fodbold, hvor det er sket, udtaler Per Rud i en pressemeddelelse på HB Køges hjemmeside.

- Med lidt mere smidighed havde vi løst det her. Jeg synes, det er en ærgerlig og unødvendig udgang.

- Vi har forsøgt at massere og 'plage' AaB - uden held. Jeg beklager forløbet overfor alle tilskuerne.

AaB-spillerne havde taget fly til Sjælland, mens materialerne blev kørt i bil.

- Vi har forsøgt at være så fleksible som overhovedet muligt. Der er en masse tilskuere og sponsorer, som nu går forgæves. Alle her i klubben har set frem til kampen. Dem må vi sende hjem nu, udtaler Per Rud.

- Men vi har ikke mødt den forståelse hos AaB. Det har været et lidt tungt forløb, siger Per Rud.

HB Køges direktør, Per Rud, er ikke tilfreds med udskydelsen af kampen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

AaB-direktør afviser kritikken

AaB's administrerende direktør, Thomas Bælum, afviser kritikken fra Per Rud.

- Nogen spillere havde ganske rigtigt selv deres støvler med, men andre havde altså ikke. De var med i materialebussen.

- Derudover var det ikke kun støvler, men trøjer, forbindinger, tape, kosttilskud, tilskud til drikkedunke, lyskenbukser, osv. Uden alt det, kan vi ikke spille. Det kan simpelthen ikke diskuteres, siger Thomas Bælum til DR Sporten.

- Jeg er også sikker på, at jeg havde fået et surt opkald fra vores hovedsponsor i morgen, hvis vi valgte ikke at spille i vores eget tøj.

Det er ikke kun HB Køge og AaB's kamp, der blev påvirket af ulykken på Storebæltsbroen.

Også kampen mellem Brøndby og Sønderjyske er udskudt fra klokken 18 til klokken 20, da Sønderjyskes bus var strandet og holdt i kø i flere timer på broen.