Lokalopgør i Smilets By: Når lillebror fra Aarhus Fremad "besøger" AGF

Onsdag tørnede Aarhus Fremad og AGF sammen i pokalturneringen, og DR Sporten fulgte Aarhus Fremad før, under og efter kampen fra allernærmeste hold.

Mens tilskuerne på Ceres Park så småt begynder at tænke over, hvor de parkerede bilen eller cyklen, bliver de sidste minutter i pokalkampen mellem Aarhus Fremad og AGF udkæmpet nede på banen.

Gennem støvregnen kan man på måltavlen se, at AGF er foran 4-0, og kampen er inde i sit 86. minut. Sejren er langt væk for Fremad, men holdets skrålende fans virker ikke synderligt påvirkede.

- Solskin på Vangen! Der er altid solskin på Vangen! Solskin på Vaaaaaangen, der er altid solskin på Vaaaangen, synger de, mens de sluger de døende minutter af årets højdepunkt for klubben.

Fremad-spillerne lader til at høre fansenes sang, og kort efter får de solen til at skinne en smule over det vindblæste stadion.

Et indlæg fra fløjen har retning mod Fremads store targetman, Christian Nissen, der forsøger sig med et saksespark. Han får ikke ordentligt træf på bolden, men ved fjerneste stolpe dukker Frederik Høgh Jensen op og sørger for reducering til 1-4.

Fansene på lægterne fejrer målet, som havde de sikret sig sejren, og på trods af at AGF minuttet efter scorer kampens sidste mål, så fortsætter festen på tribunen hos Fremad-fansene. Efter slutfløjt hopper Fremad-spillerne over rækværket og deltager i festen med holdets fans.

Der bliver krammet, klappet på skuldre og fejret, for på trods af at måltavlen insisterer på, at man har tabt, så kan man sommetider godt have vundet lidt alligevel.

"Verdens bedste hold"

I det nordlige Aarhus ligger en fodboldklub, der hedder Aarhus Fremad. Den holder til på Riisvangen Stadion, som er klemt ind mellem fine huse på en rolig villavej.

Stadionet er hverken stort eller prangende, som flere af nabo-villaerne er, men det passer fint til klubben. Den er heller ikke stor og prangende.

Der er ikke mange penge at gøre med i Aarhus Fremad. Der er ingen løn til spillerne. Der er ingen stor stab. Der er faktisk heller ingen direktør for tiden. Men folkene i klubben får alligevel dagligdagen til at fungere.

Klubbens bedste hold spiller kampe i landets tredje bedste række, hvor det bliver testet mod hold som Skive og Ringkøbing.

Der plejer at dukke en 300-400 mennesker op for at se de sort og gul-stribede helte tørne ud på ”Vangen” i weekenden. Det koster ikke noget at komme ind, og selvom holdet ikke altid vinder, så synger fansene alligevel, at ”Aaaaaaarhus Fremad er verdens bedste hold”.

Siddepladser på Riisvang Stadion

Sandheden er dog, at Aarhus Fremad ikke er byens bedste hold for tiden. Det har det ikke været i mange år. Der er nemlig en storebror i den anden ende af byen, som hedder AGF.

Stadion er større, Pengene flere, spillerne er bedre og opmærksomheden er kolossal i AGF.

Mens AGF-spillerne lever af at spille fodbold, så sidder Fremad-spillerne på kontor, skolebænk og lignende, som de fleste andre dødelige unge mænd i 20’erne.

Men hvad sker der, når pokalturneringen tvinger de to verdener sammen og prikker lidt til den århusianske fodboldopfattelse for en stund?

Onsdag mødte de to klubber hinanden i tredje runde af den danske pokalturnering, og DR Sporten fulgte Aarhus Fremad før, under og efter kampen for at blive klogere på, hvad der egentlig er på spil for en lille klub i et lokalopgør mod de tunge drenge i byen – hvis noget overhovedet.

Udebane/hjemmebane

- Jeg kan fandeme da ikke skaffe billetter til hele byen!

Cheftræneren i Aarhus Fremad, Mortel Mølkjær, står i klubhuset på Riisvangen Stadion forud for tirsdagens træning og slår opgivende ud med armene, da endnu en forespørgsel på gratis billetter til pokalkampen mod AGF rammer ham.

Spillerne i kamptruppen, har hver fået tildelt tre billetter, mens de andre spillere i klubben har fået en enkelt. Sådan er det. Punktum.

- Vi kan ikke give flere billetter væk. Vi har ikke noget salg fra boder, så billetindtægterne er det, der skal betale for leje af stadion, siger Mølkjær, mens han vifter den store stak billetter, der er reserveret til spillerne.

Grundet interessen for kampen, har Fremad flyttet den fra Riisvangen Stadion til Ceres Park, som normalt er AGF’s hjemmebane.

Udenfor klubhuset er det meste af førsteholdet ved at være samlet til sidste træning, inden kampen mod AGF dagen efter. Det undrer dog træneren, at spillerne er så tidligt på den.

- Er de allerede gået ud på banen, spørger en lettere overrasket Morten Mølkjær.

- Ja, det er da fordi, der er et videokamera derude, siger en af holdlederne.

Det er ikke hver dag, der er et kamera på Riisvangen. Det er faktisk sjældent, der er en journalist. Morten Mølkjær plejer at blive ringet op af en journalist fra den lokale avis, når holdet har spillet kamp, ”og så er det ligesom det”, fortæller han.

Men det er ikke kun spillerne, der er en smule forfjamskede over den øgede interesse omkring dem og kampen. 32-årige Morten Mølkjær kan også godt mærke, at kampen mod ”storebror” fra den anden ende af byen er noget særligt – også udenfor banen.

Men han ved også, at favoritværdigheden ikke ligger hos hans drenge, og han anslår, at chancen for sejr maksimalt ligger på 20 procent.

Spiller man mere for minderne og historien end for at vinde pokalturneringen?

- I vores situation er svaret nok ja. Vi skal blive ved med at jagte oplevelser som denne. Sandsynligheden for at vi overrasker, den er jo så lille, at det ville være dumt at bruge for mange kræfter på det, siger cheftræneren.

- Der er jo altså også kun en vinder af pokalturneringen, og vi kan jo ikke være jubelidioter omkring det, for så kommer vi eddermamne til at se dumme ud.

De store drenge

Inden træningen går i gang, samles de cirka 20 sortklædte spillere i en cirkel. Der er lidt forskellige informationer, der skal gives videre, men med et ”skandaløst ringe træningspas” dagen forinden, som træneren tænker kan skyldes den store kamp, er det også en mulighed for at tage pulsen på truppen og minde dem om, hvad der er vigtigst.

- I skal fandeme huske at nyde det, for hvem ved, hvornår i kommer til det igen, hvis nogensinde? Og husk at i har fortjent det, for i har arbejdet hårdt for det hele året. Dette er jeres belønning – at komme ud og spille mod de store drenge.

- Selvom vi taber 6-0, så stik det da op bagi. Vi har ikke noget at tabe. Vi skal angribe, tage initiativet og vise, at vi er et godt fodboldhold. For det er vi, siger Morten Mølkjær til sine spillere.

Drømme og lir

De to hold spillede senest mod hinanden i en kamp af betydning i 2012. Det var også en pokalkamp, og der tog AGF en 3-0-sejr. Nogle få spillere i klubben var med dengang. En af dem er holdets 29-årige anfører, Andreas Damgaard.

Han husker kampen, ligesom han også husker dengang han spillede mod FC Midtjylland, AaB og Brøndby. Men hvad Aarhus Fremad spillede mod Odder i 2013, det husker han ikke.

Der er bare noget mere ”lir”, når man møder de store hold, fortæller han.

- Vi er vant til 2. division, så nogle af de unge synes uden tvivl, at det er pisse fedt, og vi gamle synes da, at det er sjovere at skulle møde AGF, end at vi skal til Odder for femte gang og spille, siger Andreas Damgaard.

Men han er heller ikke jubelidiot. For ham er drømmen om at spille på de største fodboldscener i verden skiftet ud med et arbejde som salgskonsulent, og det job vender han også tilbage til efter kampen – lige meget udfaldet.

I modsætning til sin anfører, hvis fodboldliv er inde i sit efterår, så er 17-årige Quoc Minh Truongs, der også går under navnet ”Vuk”, for alvor ved at begynde.

Fra han var 11 år gammel har han spillet i AGF’s hvide trøje, men for få uger siden skiftede han til Fremad, og Vuk er opsat på at vise sin gamle klub, sin nye klub og resten af verden, hvad han kan.

For ham er Riisvangen Stadion og Ceres Park er ikke endestationen – det er et stop på vejen mod noget endnu større - måske drømmeklubben Manchester United og Old Trafford.

- Der er rigtig mange øjne på en under sådan en kamp, og der er mulighed for at blive scoutet. Der er mulighed for at vise sig frem og vise, hvem man er, og hvad man kan, så det er et godt udstillingsvindue, siger den unge fodboldspiller.

Bikstok og moonwalk

Fremad-spillerne går rundt på Ceres Park og sørger for at få foreviget øjeblikket med selfies, inden de langsomt trækker ned i spillertunnellen.

I omklædningsrummet er den medbragte højtaler skruet godt op og spiller Michael jackson-hittet ”Billie Jean”. Ude på gangen lader AGF-stjernen Tobias Sana sig rive med og præsenterer sin bedste version af en moonwalk overfor holdkammeraterne, der morer sig gevaldigt over svenskerens trin.

Inde hos Fremad bliver der udkæmpet en generationskamp om musikken. Nogen vil høre Bikstok Røgsystem – De yngre spillere vil høre musik, der ikke har cirka 15 år på bagen.

Stemningen er afslappet, men i takt med at Fremad-trøjerne kommer på, kan man mærke, at showtime begynder at nærme sig.

Anfører Andreas Damgaard kommer svedende ind fra opvarmningen som en af de første. Stemningen er vendt. Øjnene lyser af koncentration, og mens der klappes, krammes og opildnes, bliver køen til toiletterne længere, da de sidste nerver skal ud af kroppen.

Træner Morten Mølkjær giver sin sidste tale, inden holdet samles med armene omkring hinanden i en rundkreds.

- Det er en kamp ligesom alle andre, lyver anføreren, inden et kampråb runger ud i lokalet og spillerne siver ud i den snævre spillertunnel.

Et festligt nederlag

De første 20 minutter af kampen er det hjemmeholdet fra den anden ende af byen, der ser bedst ud, men ved pausen er det alligevel AGF, der er foran 1-0.

I anden halvleg fortsætter AGF med at udbygge føringen, og kampen ender med et nederlag på 1-5 til Aarhus Fremad.

Efter slutfløjt hopper Fremad-spillerne over rækværket og deltager i festen med holdets fans, hvor der bliver krammet, taget billeder og klappet på skuldre

Efter spillerne har været ovre ved fansene, givet interviews og sagt hej til familie og venner, trækker de ned i omklædningsrummet. Der er stille, men folk er afklaret omkring situationen.

Det er træneren dog ikke helt.

Han roser spillerne for store dele af kampen, men der er også ting, han ikke er tilfreds med.

- Det bliver 1-5, og det kan vi simpelthen ikke være tilfredse med. Indsats og præstation er godkendt, men det er resultatet ikke. Vi kan ikke være jubelidioter, det er jeg bare nødt til at sige. Vi må tage de bedste ting med og så komme videre, siger Morten Mølkjær til spillerne.

Det er aldrig sjovt at tabe. Især ikke når man er konkurrencemenneske og lever i en verden, hvor man bliver målt på sejre. Nogle sejre er større end andre, og nogle nederlag gør mere ondt end andre.

Onsdagens nederlag skaber ikke uoprettelig skade på Aarhus Fremad-truppen, men et nederlag er et nederlag, og det er vigtigt for træneren at signalere.

- Det har jo også noget at gøre med at bygge noget kultur op, når jeg efter kampen siger, som jeg gør. De skal vide, at alle kampe er vigtige. Jeg ved da godt, at det måske var et ok hæderligt resultat udadtil, men det ville jo også være noget fis at stå og sige.

- Går man ud og er jubelidiot, efter man har tabt 1-5 til AGF, så stiller man også sig selv dårligere i forhold til træning i morgen og næste kamp. Men kan vi spille som vi gjorde i dag, så er jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at vi vinder den.

Mens Ceres Park er ved at lukke ned efter kampen, forlader de sidste Fremad-spillere storebrors værelse uden at have rodet alt for meget.

Pokaleventyret er forbi, i morgen kalder hverdagen atter, og snart venter næste vigtige kamp på Riisvangen, hvor kun en sejr tæller. Det ved spillere og trænere. De er nemlig ikke jubelidioter. For når alt kommer til alt, så er det den scene, hvor Aarhus Fremad nu skal præstere, hvis man en dag vil gøre sig forhåbninger om at blive storebror i Aarhus.

Facebook
Twitter