VIDEO Før pokalfinalen: Brøndby 7–2 Silkeborg

Selvom tallene antyder noget andet, så har Silkeborg skabt problemer for de blågule i løbet af sæsonen.

Brøndby er tæt på det det første mesterskab siden 2005. Silkeborg kæmper en hård kamp for at undgå nedrykning.

Det er top mod bund, når Superligaens førerhold Brøndby møder nedrykningstruede Silkeborg i torsdagens pokalfinale.

De to klubber mødte hinanden to gange i Superligaens grundspil med to markante Brøndby-sejre til følge. 4-1 til Brøndby i oktober og 3-1 til Brøndby måneden efter.

Det lyder suverænt.

Det er det bare ikke, hvis man spørger Brøndbys anfører, Johan Larsson.

- I begge kampe, vi har spillet mod dem, har vi haft store problemer, siger den VM-aktuelle svensker og lyder som en mand, der underspiller Brøndbys favoritrolle.

- Særligt i kampen i Silkeborg, hvor vi var bagud i første halvleg og havde rigtig travlt med bare at forsvare, var vi i problemer. Så det bliver en svær kamp. Hvis vi ikke rammer dagen, så kan Silkeborg sagtens vinde den finale.

Der er noget om snakken fra Larsson. Brøndby var i de to sejre langtfra så overbevisende, som cifrene antyder.

I de to holds første møde tilbage i oktober vandt Brøndby 4-1, hvor de blågule kom bagud 1-0 efter syv minutter og var på hælene, indtil Silkeborgs midtbaneanker Sammy Skytte fik rødt kort efter en dum tackling kort før pausen.

- Jeg tror næsten aldrig, jeg har haft det værre. Det var forfærdeligt at få det røde kort. Det er noget, jeg er rigtig ked af og fortryder rigtig meget, lød det fra Skytte dengang, der efter sin udvisning kunne se Brøndby tage helt over og score fire gange.

'Do or die'

Da de to hold tørnede sammen igen måneden senere, var Silkeborg igen godt kørende og skabte de største chancer i første halvleg, hvor silkeborgenserne også kom foran 1-0 efter en halv time.

Kort efter fik Silkeborg igen bolden i nettet, men scoringen blev annulleret og i stedet kunne Brøndbys Teemu Pukki udligne i den anden ende. Den scoring efterlod Silkeborg en anelse groggy og også efter pausen, hvor Brøndby kom foran 2-1.

Silkeborg var dog ikke langt fra en udligning og kunne med lidt dommertække have fået et straffespark, men i stedet slog Brøndby sejren fast med en scoring i overtiden.

Silkeborg-træner Peter Sørensen mente, at hjemmeholdet havde fortjent sejren, mens Brøndbys Christian Nørgaard også erkendte, at de blågule nok havde en vis form for tur i den.

Nu venter så en pokalfinale mellem de to og selvom Brøndby-anfører Johan Larsson står ved Brøndbys favoritværdighed, så er det en lidt anderledes affære, end hvis de skulle mødes i ligaen for tredje gang.

- Det er ’do or die’ – vind eller forsvind. Det gør det lidt anderledes og gør måske også lidt ved favoritrollen. Der er kun de 90 minutter og man kan ikke rette op på noget senere, siger svenskeren.

Skulle Brøndby løbe med sejren, så er det første gang siden 2008 at Vestegnsklubben vinder pokalfinalen. Dengang blev Esbjerg besejret 3-2.

Silkeborg har tidligere deltaget i en enkelt pokalfinale. Den blev vundet i 2001 med en 4-1-sejr over AB.

Torsdagens pokalfinale i Parken bliver spillet klokken 17.

Facebook
Twitter