PORTRÆT Fra Sierra Leone til AGF: Ebola-skræk og prøvetræning i Liverpool

Skræmt af ebola i hjemlandet. Prøvetrænet i Premier League. Hjulpet af ballademageren Craig Bellamy. I dag i AGF. Mød Mustapha Bundu.

Mustapha Bundu er langt hjemmefra, da han hører den skrækindjagende nyhed. Han sidder 7000 kilometer fra det sted, han er vokset op, da han ser i TV, at den stærkt dødelige ebola-epidemi har krydset grænsen fra Guinea og nu også hærger i hans hjemland, Sierra Leone.

- Jeg ringede til min far og mor hver dag for at høre, hvad der skete hjemme i Sierra Leone. Jeg var sindssygt bekymret, fortæller Mustapha Bundu, da DR Sporten møder ham i en barak på AGF’s træningsanlæg, Fredensvang.

Hvordan den høje angriber er endt i Aarhus med klipklappere, hummelshorts og en afslappet attitude, der matcher, er en længere historie.

Mustapha Bundu skrev kontrakt med AGF i sommer. Han har allerede forlænget sin første kontrakt, så han nu er bundet til klubben de næste fem år.

En historie, der går over et fodboldakademi i Sierra Leone stiftet af en tidligere Premier League-rebel, og som indeholder afstikkere til Liverpool og Manchester City.

Men før vi – og Bundu - når dertil, skal han igennem sit livs sværeste periode, hvor han frygtede for sin families liv, da ebola-epidemien i Vestafrika ramte hans hjemland Sierra Leone. Det er den historie, vi hopper ind i nu:

Bundu er 17 år, og han er bange. Bange for at nogen i hans familie, eller nogen af hans venner, bliver smittede med ebola. En sygdom, der forårsager organsvigt og massive blødninger, og som for langt over halvdelen af de smittedes vedkommende, ender med at koste dem livet.

Året er 2014, og han sidder magtesløs på et lille kollegieværelse i England på jagt efter en karriere i professionel fodbold i Europa. I en tåge af ambitioner og bekymringer sider Bundu omgivet af unge mennesker, for hvem Ebola ikke er andet end en fodnote i facebook-feedet. Men for ham fylder det alt.

- Sierra Leone er et meget lille land, og min familie bor i hovedstaden, der heller ikke er stor, så jeg var virkelig bange for at de eller andre, jeg kender, ville blive smittede og dø.

Freetown, hvor der bor lidt over en million indbyggere, set fra oven. (Foto: NILS MEILVANG)

- Men min far sagde, jeg bare skulle prøve at fokusere på det, jeg havde gang i Europa, så skulle de nok forsøge at passe på sig selv.

Men at passe på sig selv i Sierra Leone er lettere sagt end gjort. Landet er stærkt traditionsbundet og med ebola står nationen over for en sygdom, der ikke bare udfordrer, men i mange tilfælde dræber dem, der trodser officielle påbud om at undgå begravelsesceremonier:

- I Afrika er folk stædige, så de blev ved med at gøre, som der var tradition for. For eksempel hvis én dør, så går folk til begravelse, hvor de græder, og de rør ved den døde, der er smittet, og på den måde kommer smitten rundt.

Ebola kostede over 3500 mennesker livet i Sierra Leone. (Foto: BAZ RATNER)

Bundus familie og venner er omringet af en sygdom, som Verdenssundhedsorganisationen på det her tidspunkt beskriver som ’ude af kontrol.’

Sikkerhedsstyrker i landet bringer de hårdest ramte områder i karantæne, og luftvejene til Sierra Leone og nabolandet Liberia, der også er voldsomt ramt af ebola, lukkes flere gange midlertidigt. Alt i mens sidder Bundu i England og har en buffer på et helt kontinent til den smitsomme sygdom.

- Jeg følte mig på én gang heldig over at være i England og samtidig utrolig bange på vegne af min familie i Sierra Leone.

Heldigvis blev det ved bekymringen for Bundu. Ingen i hans familie eller nogen af hans venner døde som følge af ebola, der i marts sidste år slap sit tag i Vestafrika. Sygdommen nåede ifølge WHO at tage livet af 3589 mennesker alene i Sierra Leone.

- Da det var slut, tog jeg til Sierra Leone. Jeg tog desinficerende væske med til at rense mine hænder. Jeg havde det i lommen. Jeg vidste, Ebola var væk, men jeg vidste, jeg blev nødt til at være forsigtig.

- Men fordi jeg kom fra England, ville alle over og hilse på mig. Jeg holdt mig ikke tilbage, men hilste på alle, men når de så vendte sig væk, vaskede jeg mine hænder med væsken. Mine venner lavede sjov med mig og kunne ikke forstå, hvad jeg havde gang i.

Stjal læderbolde fra sin far

Det er i dag et år siden, epidemien endeligt blev erklæret udryddet, to år efter at den brød ud. I mellemtiden er der sket en hel masse med Mustapha Bundus fodboldkarriere.

I dag spiller han for AGF, hvor han kom til i sommer og i første omgang underskrev en et-årig kontrakt, men kort efter forlængede med hele fire år.

Han sender nu penge hjem til Sierra Leone hver måned. Penge, der rækker langt, rigtig langt i et land, hvor den normale månedsløn ligger omkring 150 dollars.

Men vi vender tilbage til Bundus økonomiske hjælp senere. Først skal vi have ham placeret i AGF.

Forud for underskriften på kontrakten med AGF – den første professionelle kontrakt i Bundus karriere – var nemlig gået et helt liv rettet mod dette punkt; at komme til Europa og spille fodbold.

Det har nemlig altid ligget i kortene, at Bundu skulle spille fodbold. Hans far var selv en dygtig fodboldspiller, der dog aldrig nåede uden for Sierra Leones grænser. Men de sidste mange år har han været træner i landets bedste række.

Da Bundu var helt lille, tog faderen tit bolde med hjem fra træning i et net. Læderbolde, vel at mærke. Og i et land, hvor der kun er 6 græsbaner - de tre af dem er faktisk ikke rigtig græs, men astroturf - er læderbolde naturligvis en luksus, plastikbolde er normalen.

Bundu kunne ikke dy sig. Han stjal ofte en bold fra nettet og løb ud og spillede med vennerne eller storebroren.

- Så når min far kom hjem, skreg han af min mor, fordi han troede, hun havde givet mig lov til at tage bolden. Han var bange for, at jeg måske spillede med ældre fyrer, der ville stjæle bolden fra mig, fortæller Bundu.

De mange timer med rigtige læderbolde på grusbanen lige rundt om hjørnet fra familiens hus viste sig dog at give pote.

I en talentkonkurrence som løb over fem forskellige udtagelsesrunder, hvor 17.000 børn stillede op, formåede Bundu som 12-årig at komme igennem et attraktivt nåleøjet. Han var én af 16 børn, der vandt konkurrencen og blev udvalgt.

Den kærlige ballademager Bellamy

Og præmien? Et ophold på et fodboldakademi to timers kørsel fra Bundus hjem i hovedstaden Freetown. Et ophold, hvor fodbold og uddannelse gik hånd i hånd. Og et ophold, som skulle vise sig at give Bundu chancen for at komme tæt på stjerner som Kun Agüero og Yaya Toure.

Fodboldakademiet er stiftet af waliseren Craig Bellamy. Den Craig Bellamy, der vel er bedst kendt for sine unoder uden for banen, som kulminerede med et angreb med et golfjern på holdkammeraten John Arne Riise, der under en træningstur i Portugal med Liverpool havde den frækhed at sige nej, da Bellamy gentagende gange bad nordmanden om at synge en sang.

Craig Bellamy var en ganske temperamentsfuld spiller. (Foto: Dylan Martinez)

Men altså også den Craig Bellamy, der har kastet 13 millioner kroner efter et akademi i Sierra Leone, fordi ’han vil give dem en mulighed i livet, ikke kun i fodbold’, som han skriver i sin biografi.

Det er den sidste Craig Bellamy, som Mustapha Bundu har mødt, og som har hjulpet ham til Europa af flere omgange for at spille fodbold.

- Han er en sur mand, når han spiller bold, men han er en kærlig fyr uden for banen. I mit første år på akademiet fik jeg muligheden for at tage til Cardiff for at træne med Cardiff City, og jeg boede i Bellamys hus i seks uger.

- Det var virkelig godt, og det var min første gang i Europa. Jeg boede i hans store hus, han er jo rig. Det var specielt og meget anderledes, siger Bundu.

Mustapha Bundu med Craig Bellamy.

Bundu var én af blot tre drenge fra akademiet i Sierra Leone, der fik lov at tage turen til Cardiff. De var specielt udvalgte.

Og fordi Bundu fortsatte med at udvikle sine fodboldmæssige kvaliteter hvert år, sørgede Bellamy i de efterfølgende år for, at han flere gange fik muligheden for at komme til Europa på prestigefulde prøvetræninger.

I sit andet år på akademiet blev Bundu hentet til Liverpool, ikke så meget for at vise sig frem, som for selv at lære, hvordan en topprofessionel fodboldklub bliver drevet.

De engelske visumregler umuliggjorde, at han kunne blive i Liverpool permanent. Det gjorde klubben klart, allerede da han kom. På banen gjorde han det ellers strålende, men han husker bedst at komme på Anfield og se nogle af sine idoler:

- Vi fik lov at se en kamp mellem Dortmund og Liverpool. Det var helt skørt. Suarez, Sterling og Gerrard – de var der alle sammen, det var vildt godt.

Året efter var Bundu i Manchester City. En skade på sin første træningsdag ødelagde opholdet, men han nåede alligevel at få sig en snak med Kun Agüero og Yaya Toure på Citys træningsanlæg.

De sporadiske ture til England blev mindre sporadiske den følgende sommer. Bundus ophold i England blev gjort permanent, da et college fra den engelske by Gloucester havde opdaget ham i turneringen Milk Cup i Nordirland, hvor et helt hold fra akademiet i Sierra Leone deltog. Han blev tilbudt at studere og spille fodbold på byens college på et scholarship, der samtidig gav ham visum til England.

Det er her, Bundu bor på et kollegieværelse, da ebola bryder ud i hjemlandet.

Han studerer sportscoaching og spiller både fodbold for det hold, som det engelske college selv har, men også for det nærliggende Hereford FC, som Bundu er med til at føre til oprykning til den ottendebedste række i England, hvor de spiller i dag.

Et venskab banede vejen for skifte til AGF

Oprykningen koinciderer med at Bundu færdiggør sin uddannelse på college. Byens universitet er hurtige til at tilbyde ham et scholarship, men han takker nej, no more school:

- Jeg ville fokusere på fodbold 100 procent. Jeg ville jagte min drøm, nu da jeg havde skolen på plads.

Det er sommeren 2016, han står nu uden scholarship og har derfor heller ikke noget visum. I England kan han ikke blive.

Mustapha Bundu i Hereford. (Foto: BN)

Men hvordan ender han så i AGF?

Det er en lidt mudret historie, som Bundu ikke selv har fuldstændig styr på. Men i grove træk fortæller han historien sådan her:

En fodboldagent i Sierra Leone, der har fulgt ham siden Bundus tid på Craig Bellamys akademi, har en forbindelse til den svenske agent Patrick Mörk. Patrick Mörk er bedste venner med AGF’s nu tidligere sportsdirektør Jens Andersson. Mörk foreslår, at Andersson og AGF ser Bundu an i en prøvetræning.

Resten er historie, som man siger. Men det er det faktisk ikke.

For den dengang 19-årige Bundu havde en masse bøvl med at få et visum til Danmark. Han måtte hjem til Sierra Leone og så videre til Ghana, hvor den nærmeste danske ambassade lå, før han kunne få sit visum.

Han gik glip af 12 Superliga-kampe og kom tilbage til Danmark et stykke fra topformen. Han nåede alligevel at få et par indhop i efteråret, men først her i foråret har han fundet vej til startopstillingen. Et mål er det også blevet til, et rigtig godt et endda. Mod Viborg i sin første start i foråret, hvor han også lagde op til et mål.

- Vi skal have Bundu udviklet, så han kommer videre til endnu større adresser. Det har han potentiale til, og derfor har vi også givet ham en fem-årig aftale.

- Men skal det lykkes, så skal han holde benene på jorden, så han forstår, at tingene kræver hårdt arbejde, sagde AGF-træner Glen Riddersholm efter kampen til Ekstra Bladet.

Og det med at holde benene på jorden, ligger dem meget på sinde i AGF. Riddersholm har således ikke ønsket at bidrage til denne artikel. Bundu har ikke vist nok til at blive hypet, lød det.

Tasken fuld af fodboldstøvler

Nu er det naturligvis aldrig til at vide, hvilken selvforståelse andre mennesker går rundt med.

Men med sokkerne solidt plantet i de føromtalte klipklappere og al den tid i verden, der behøves, til at fortælle sin historie, skal Bundu være en bedre skuespiller end fodboldspiller, hvis nogen form for hype skulle have sneget sig ind i hans hoved endnu.

Specielt når man hører, hvor meget han tænker på det land, han kommer fra, og de mennesker, han skylder sin karriere.

- Når jeg rejser hjem, tager jeg to tasker med. Den ene med mit tøj, den anden er fuld af fodboldstøvler til folk i Afrika.

- Jeg spørger mine holdkammerater, om de har nogle gamle støvler, de ikke har brug for. Og jeg tager også mine egne gamle med. Så giver jeg dem til min far, som han så kan give til spillerne på sit hold, der ikke har råd til deres egene støvler, selvom de spiller i Premier League.

At kunne hjælpe hjemme har motiveret ham hele vejen til dér, hvor han er i dag.

Bundu foran et slogan på AGF's træningsanlæg.

- Inden jeg vidste, jeg fik en kontrakt i AGF, motiverede det mig, at jeg ville kunne sende penge tilbage til min familie, hvis det lykkedes for mig at få en kontrakt. Det havde jeg altid villet gøre.

Selv da han spillede i den lille engelske klub Hereford, sendte Bundu penge hjem til sin familie.

Af sin første løn fra AGF røg 20.000 kroner tilbage til Sierra Leone og familien. Det svarer til omtrent to årsløninger for Bundus far, der ellers er godt betalt i forhold til standarden i Sierra Leone med en månedsløn på 200 dollars.

- At give penge tilbage til sin familie her i Danmark er ikke nødvendigvis normalt. Jeg tror ikke engang Nicklas Bendtner, der tjener millioner, giver penge tilbage til sin familie.

- Men for en afrikaner er det helt normalt. Med mine penge rækker det længere for dem. Det føles rigtig godt at kunne hjælpe, siger Bundu.

Hver måned sender Bundu penge hjem. Aldrig mindre end 5.000 kroner. Hans mor fordeler så pengene til resten af familien – faren, broren, søsteren – der er ved at åbne en bar - og familien, der er længere ude.

- Alle i Afrika ved, at det, folk har i Europa, har de ikke dernede. Så det, man ser i Europa, driver én til at ville gøre noget for folk i Afrika.

- Om 10-15 år vil jeg gøre endnu mere. Ikke kun for min familie, men for andre også. Folk der måske ikke har råd til at gå i skole, eller for handicappede, der måske ikke har nogle steder at sove.

Mustapha Bundu er i dag 20 år. Han håber at komme til at spille fast for AGF’s hold i næste sæson og måske lave 5-10-15 mål, som han siger.

Etaperne efter AGF bliver nok mange, forudser han og forventer at spille i mange klubber rundt omkring i Europa, før det endelige mål kan blive realiseret; at spille i den engelske Premier League.

- Hvis jeg kommer til Premier League, kan jeg måske bygge et fodboldakademi i Sierra Leone. Så kan flere fra mit land få de samme muligheder som mig, siger Bundu.

Hype eller ej, AGF’s unge angriber fra Sierra Leone har prioriteterne i orden og hovedet skruet ordentlig på. En hel nation håber, at fødderne kan følge med.

Facebook
Twitter