Portugal ydmygede Nordkorea

Portugal ydmygede Nordkorea i en fremragende 2. halvleg, vandt 7-0 og sendte 'Folkets Hold' på røv og albuer ud af VM.

Tiago, Cristiano Ronaldo og Raul Meireles stod for fire af Portugals syv mål mod Nordkorea. (Foto: © Helmut Fohringer, Scanpix)

Portugal ydmygede Nordkorea med en fremragende 2. halvleg, vandt 7-0 og sendte 'Folkets Hold' på røv og albuer ud af VM.

I den silende regn på Green Point Stadium i Cape Town lagde Nordkorea offensivt ud, hvilket gav chancer i begge ender. Efter en halv time svigtede det nordkoreanske forsvar, så en fri Raul Meireles kunne give portugiserne ro og pauseføringen på 1-0.                                          I 2. halvleg blev kampen lukket på syv minutter, da Simão, Almeida og Tiago slog bunden ud af Nordkorea. Og i kampens sidste 10 minutter blev ydmygelsen total, da Liedson, Cristiano Ronaldo og Tiago fastslog sejren.

Dermed er portugiserne meget tæt på ottendedelsfinalen. 

Stor portugisisk udskiftning

Nordkorea stillede med de samme 11, som kæmpede bravt mod Brasilien. Portugal lagde ud med 0-0 mod Elfenbenskysten, og træner Carlos Queiros til gengæld fire nye med i startopstilligen. Tiago afløser den skadede Deco, mens Hugo Almeida og Simão erstatter Danny og Liedson, som ikke imponerede mod Elfenbenskysten, derudover erstatter Miguel Paulo Ferreira i forsvaret.

Nordkoreanerne spillede langt mere offensivt, end de havde gjort mod Brasilien. Og på den regnvåde, hurtige bane betød det underholdende spil, der bød på chancer i begge ender.

Kampens første helt store mulighed var portugisisk, som efter godt seks minutter havde et hjørnespark. Da Nordkoreas målmand Ri Myong Guk kom helt forkert ud til et hjørnespark, og så endte bolden hos Ricardo Carvalo, som headede den ind på trekantsammenføjning, så Guk slap med skrækken.

Gode chancer til Nordkorea

Men nordkoreanerne viste også tænder, og efter 10 minutter sendte Cha Jong Hyok en hårdt langskud af sted, som lige akkurat smuttede højre om Eduardos mål. Og Jong Tae Se - også kaldet Folkets Rooney - kom frem til en chance fem minutter senere, men bolden smuttede fra ham.

Efter 18 minutter fik anfører Hong Jong Jo lov til at forsøge sig direkte på mål fra højre side. Eduardo halvklarede, hvor returbolden endte hos en nordkoreaner, der dog headede langt over mål.

Portugisisk forløsning

Det ellers så fasttømrede nordkoreanske forsvar svigtede så første gang, da Raul Meireles efter 29 minutter blev spillet helt fri, så han med et fladt skud kunne passere målmand Guk til 1-0-føringen. Decos afløser Tiago fik alt for meget plads og tid til at lægge den perfekte aflevering i dybden, hvor Meireles fik frit skud.

Scoringen løste lidt mere op for Portugals spil, men det var ikke ensbetydende med, at de dominerede halvlegen, og de gik til pause med den lille føring.

Tre mål på syv minutter

De to hold spillede friskt til igen fra starten af anden halvleg. Man så ikke meget til Cristiano Ronaldo i første halvleg, men lige efter pausen havde han flere forsøg uden dog for alvor at kunne drille Guk & Co. Det kunne holdkammeraterne til gengæld.

Efter et fremragende opspil var Simao spillet fri i højre side, og otte minutter efter pausen havde han øget til 2-0. Der gik kun tre minutter mere, før Hugo Almeida gjorde det til 3-0 - denne gang kom opspillet fra venstre side, hvor Coentrão.

Og efter en time brød Portugal et nordkoreansk angreb i venstre side, Cristiano Ronaldo spillede den ind midt foran mål, hvor Tiago med sit andet mål i kampen, udplacerede Ri Myong Guk i Nordkoreas mål. Det så sort ud for "Folkets Hold."

Meireles var tæt på 5-0, da han var spillet fri af Ronaldo, som var smuttet over i højre side, men forsøget røg venstre om målstolpen. 20 minutter før tid viste Cristiano Ronaldo prøver på sit fremragende boldøje, da han fyrede et langskud af sted, men desværre for Real Madrid-spilleren prellede det af på træværket.

Ronaldo på tavlen

Nordkorea var kun statister i kampens slutfase. Indskiftede Liedson, som afløste Hugo Almeida, begyndte den totale ydmygelse, da han udnyttede et forsvarskiks af Ri Kwang Chon midt foran mål og gjorde det til 5-0.

Og tre minutter før tid lykkedes det endelig for Cristiano Ronaldo at komme på tavlen, da han udnyttede endnu en kæmpe fejl i Nordkoreas forsvar. To minutter senere fik Tiago lov til at lukke og slukke kampen med et hovedstød.

Målscore kan blive afgørende

Med sejren har Portugal fire point på andenpladsen i Gruppe G, mens Elfenbenskysten har et enkelt point på tredjepladsen.

Brasilien er med to sejre og seks point allerede klar til ottendedelsfinalerne, mens det ser rigtig godt ud for portugiserne, som med en målscore på 7-0 tvinger Elfenbenskysten til at følge op på Portugals storsejr, når de møder Nordkorea i sidste runde. Samtidig skal ivorianerne håbe på, Brasilien besejrer Portugal, ellers følger portugiserne med Brasilien til ottendedelsfinalerne.

ExternalContent