PSG's 10 mand sender defensive Chelsea ud

Zlatan Ibrahimovic blev udvist, men alligevel endte med PSG med at gå videre efter 2-2 mod Chelsea.

Thiago Silva har scoret til 2-2 for PSG mod Chelsea. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Paris Saint-Germain spillede sig onsdag overraskende videre til kvartfinalerne i Champions League på bekostning af Chelsea.

Thiago Silva endte som helten for de franske gæster, da han scorende til 2-2 på Stamford Bridge og sendte PSG videre på reglen om flest scorede udebanemål.

Thiago Silva har scoret til 2-2 for PSG (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

Kampen var på det tidspunkt sendt ud i forlænget spilletid efter 1-1 i den ordinære kamp - det samme resultat som i Paris for tre uger siden.

Rødt til Zlatan

Alt lå ellers til rette for Chelsea, da PSG efter en halv time fik udvist holdets stjerneangriber Zlatan Ibrahimovic efter en grov tackling af Oscar.

Thiago Silva har scoret til 2-2 for PSG (© Scanpix)

Chelsea-manager Jose Mourinho lod alligevel de franske gæster få initiativet, og det var tæt på at gå galt flere gange. Blandt andet havde Edinson Cavani et skud på indersiden af stolpen.

Mourinhos defensive strategi gav alligevel pote, da Gary Cahill gjorde det til 1-0 efter 80 minutters spil på Chelseas første chance.

Luiz' hævn

Kort efter udlignede David Luiz til 1-1 på et hovedstød i forbindelse med et hjørnespark.

Luiz blev før sæsonen vraget af Mourinho, der ikke kunne bruge brasilianeren og derfor solgte ham til den franske hovedstadsklub.

Thiago Silva helt og skurk

Udligningen betød, at kampen måtte ud i to gange 15 minutters forlænget spilletid. Her så kræfter ud til at være sluppet op hos de franske gæster.

Allerede efter fem minutter dummede PSG-anfører Thiago Silva sig, da han med hånden forsøgte at afværge en potentiel farlig situation i franskmændenes straffesparkfelt.

På det efterfølgende straffespark kunne Eden Hazard sikkert score til 2-1 for Premier Leagues førerhold.

Thiago Silva har scoret til 2-2 for PSG (Foto: Scanpix © John Sibley)

Minsandten om ikke Thiago Silva efter 115 minutter tog hævn, da han steg til vejrs på et hjørnespark og headede PSG videre i turneringen.

/ritzau/