Raheem har fået nok: Fodboldstjerne er blevet ansigtet på kampen mod racisme

Et opråb på Instagram har gjort fodboldspilleren Raheem Sterling til frontmanden i kampen mod racisme i fodbold.

Med en hånd bag hvert øre kigger Raheem Sterling ud mod de montenegrinske tilskuere som for at signalere, ’hvad var det, I havde at sige?’

Han har lige scoret det sidste af det engelske landsholds mål i sejren over det diminutive balkanland.

I løbet af kampen er Sterlings landsholdskollegaer Danny Rose og Callum Hudson-Odoi blevet overfuset med racistiske tilråb og abelyde, og efter kampen afslører han, at den specielle jubel handlede om at lukke munden på de dele af det montenegrinske publikum, der havde ytret sig racistisk.

Jubelen i Montenegro er den seneste af Sterlings opgør med racisme i fodbold, som han på rekordtid er blevet ansigtet på.

Det er nemlig ikke mere end fire måneder siden, at han ’fik nok’, som han fortæller til The New York Times.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var en decemberaften på London-klubben Chelseas hjemmebane, Stamford Bridge.

Da han nærmede sig hjemmepublikummet for at sparke et hjørnespark, blev han revet ud af den mentale tilstand, som normalt tillader ham at lukke af for al den støj, der er omkring en fodboldkamp. I første omgang kunne han ikke tro sine egne ører.

Sterling afslører, hvem hans jubel var rettet mod. (Foto: Johan Haarløv DR)

- Måden, de kiggede på mig på, var fuld af had. Jeg blev nødt til at stoppe op for at høre, hvad de faktisk råbte, har Sterling udtalt om episoden.

Men selvom Sterlings ører ikke spillede ham et puds, grinede han bare tilbage i ansigtet på de tilskuere, der overdyngede ham med racistiske gestikulationer og tilråb. På baggrund af videomateriale fra kampen anmeldte Chelsea efter kampen fire mænd for at have overfuset Manchester City-stjernen racistisk.

Men det var ikke nok for Sterling. Dagen efter kampen i London skrev han en kort besked på det sociale medie Instagram.

Men i stedet for at pege fingre af de fire mænd, der tilsvinede ham på Stamford Bridge, pegede Sterling på det, han ser som årsagen til den racisme, han oplever på stadioner rundt omkring i England: Mediernes stereotype dækning af sorte fodboldspillere.

- Jeg har aldrig set mig selv som en slags leder eller fortaler. Men jeg havde bare set de ting ske længe, og jeg tænkte for mig selv, at jeg blev nødt til at bringe noget fokus på problemet, har Sterling ifølge avisen The Guardian sagt om sine bevæggrunde for at sige fra over for racisme i fodbold.

I opslaget på Instagram fremhævede Sterling de engelske mediers slagside med to eksempler, der på overfladen er næsten identiske, men som bliver omtalt vidt forskelligt.

Da den unge, hvide Manchester City-spiller Phil Foden, der stadig bor sammen med sine forældre, køber et hus til sin familie for knap 20 millioner kroner, bliver det i medierne portrætteret som en kærlig handling, der skal bringe den fiskeudflugtsglade - og i øvrigt ikke særligt velstående - familie tættere sammen.

Meget mindre Morten Korch er der i den måde, medierne beskriver den 20-årige Tosin Adarabioyos køb af et stort ’mansion’. I den sorte forsvarsspillers tilfælde gør avisen The Daily Mail et paradoks ud af, at Adarabioyo endnu ikke har spillet en eneste førsteholdskamp for Manchester City, men alligevel har råd til at bruge over 20 millioner kroner på et hus.

Sorte behandles anderledes

Sterling, der er af jamaicansk oprindelse, mener også, at han er blevet beskrevet som en stereotyp, der ikke har hold i virkeligheden.

I 2016 kunne tabloidavisen The Sun fortælle, at stenrige Sterling var på jagt efter den syvende bil til sin konstant voksende flåde af motoriserede køretøjer, så han havde en ny bil til hver dag i ugen.

Historien var banket sammen af billeder af Sterling i de seks biler, han tidligere var blevet fotograferet kørende i, men hovedpersonen selv var ikke citeret.

Sterling ville ellers have kunnet fortælle, at han på artiklens udgivelsestidspunkt blot ejede en enkelt bil.

- Alle de forskellige biler var væk. Hvad gør man, når man sælger en bil? Så køber man en ny. Men de havde et billede af mig i alle de biler, så historien blev, at jeg ville have en til hver dag i ugen. Og det læser almindelige mennesker og tror på det.

- Og det er ikke kun mig, det sker for. Hver gang, der bliver skrevet om en sort fodboldspiller eller en i underholdningsbranchen, handler det om penge, bling eller biler. Når det handler om en succesfuld hvid person, bliver vedkommende portrætteret som en flink, rar og kærlig person, har Sterling udtalt til The New York Times.

Den tidligere fodboldspiller Mikkel Bischoff - der i sin tid som aktiv, præcis som Sterling i dag, havde Manchester City som arbejdsgiver og i dag fungerer som fodboldekspert på Discoverys kanaler – oplevede ikke selv racisme i sin tid i England, men han mener, Sterlings kritik af medierne er berettiget:

Billede af Sterling i en af de biler, The Sun mente, han havde i sin flåde. (Foto: Johan Haarløv DR)

- I den engelske presse, især hos de mindre seriøse aviser, er der stadig en form for racisme, hvor de tækkes deres læseres holdning.

I 2015 skiftede Raheem Sterling fra Liverpool til Manchester City for tæt på en halv milliard kroner, hvilket gjorde ham til den dyreste engelske fodboldspiller på det tidspunkt.

Sterling begrundede sit skifte med en ambition om at vinde titler. Men det var ikke den historie, man kunne læse i mediernes overskrifter. Her var Sterling både ’grisk og grådig’ for at vælge den nyrige Manchester-klub over klubben fra Beatles-byen med de stolte fodboldtraditioner.

Mikkel Bischoff var på kontrakt i Manchester City fra 2002-2006. (Foto: NILS MEILVANG)

- Raheem Sterling er helt sikkert blevet behandlet anderledes end andre. Mange af de ting, han har gjort, har været helt fine, men de er blevet drejet til noget negativt, siger Mikkel Bischoff og uddyber:

- Alle historier gik på, at han var grådig, da han skiftede til Manchester City, men der er simpelthen så mange spillere, som har gjort det samme, men som ikke har fået nær den samme behandling i medierne. Og siden har han jo vundet en masse i Manchester City, så han er blevet retfærdiggjort i sit valg.

Allerede nu virker Sterlings beslutning om at sige fra over for racisme også til at være blevet retfærdiggjort.

Efter episoden i Montenegro kaldte foreningen FARE, football against racism in Europe, på hårdere straffe for racisme, og onsdag har det europæiske fodboldforbund, Uefa, reageret på opråbet.

Forbundets præsident, Aleksandar Ceferin, udtaler i forbindelse med konferencen ’Equal Game’, at der fremadrettet skal slås hårdere ned på racisme i fodbold, og det skal være nemmere for dommere at afbryde kampe, hvor der er racistiske ytringer.

Og det kan måske være et nødvendigt skridt på vejen for, at sorte spillere som Raheem Sterling i fremtiden kan slippe for at blive konfronteret med deres hudfarve, men i stedet bare lade fødderne tale.

- Det er virkelig en skam at skulle komme til et nyt sted og blive mindet om, hvilken hudfarve jeg har. Jeg ved godt, at jeg er sort. Det er bare ikke i orden, at nogen mener, at det er okay at gøre nar ad. Det er ikke så slemt, som det måske kunne være, men vi skriver 2019, og nu er det på tide, at vi får sat en stopper for det, sagde Sterling efter kampen i Montenegro.

Facebook
Twitter