Real Madrids reserver taber stort i Champions League

En sløj defensiv og dårlige afslutninger betød, at Real Madrid lukkede CL-gruppen med en pibekoncert hjemme.

De forsvarende mestre tabte 0-3 hjemme i Champions League. (Foto: Rodrigo Jimenez © Scanpix)

Real Madrid var på forhånd sikre på avancement som etter i Champions League-gruppen, men indsatsen i den sidste gruppekamp hjemme mod CSKA Moskva var alligevel fornærmende ringe.

Cheftræner Santiago Solari havde valgt at spare de fleste af stjernerne til startopstillingen, og det blev dyrt, da holdet tabte med pinlige 0-3 mod CSKA Moskva foran det kræsne Bernabéu-publikum.

Ord som umotiveret og fejlfyldt beskriver meget godt de forsvarende mestres indsats, og det udnyttede de gæstende russere til at sikre sig en højst overraskende, sikker sejr.

De mange unge Real-spillere samt formsvage folk som Isco og Marco Asensio virkede fra start opsatte på at vise træner Solari, at man burde være i spil til mere spilletid.

De to spanske landsholdsspillere skabte rigeligt med chancer sammen med konstant udfordrende Vinícius Júnior, men både træværk og en stærkt spillende Igor Akinfeev i CSKA-målet stod i vejen.

Og langsomt ebbede Real-spillernes opfindsomhed ud.

I modsatte ende virkede Real Madrid-defensiven vaklende, og det endte med at sende hjemmeholdet til pause ledsaget af en pibekoncert fra lægterne.

Otte minutter før pause havde Fedor Chalov alt for meget plads i feltet. Han tog et træk til siden og lagde roligt bolden ind i nettet i modsatte side.

Ondt blev være for de hvidblusede i 43. minut. Igen imponerede holdets defensiv ikke, da CSKA let brød igennem, og til sidst kunne Georgi Shchennikov flugte bolden i mål til 2-0.

Selv om kampen var uden betydning for avancement, var 0-2 hjemme mod CSKA alligevel mere, end Solari kunne tillade at byde publikum.

I pausen blev Gareth Bale sendt på banen, men det ændrede ikke på noget som helst. Det samme gjaldt indskiftninger af Toni Kroos og Dani Carvajal senere i halvlegen.

Utilfredsheden blandt publikum tog til, og da Arnor Sigurdsson med godt et kvarter tilbage øgede til 3-0 med en flad afslutning, var fiaskoen cementeret for det spanske storhold.

I gruppens anden kamp vandt Viktoria Plzen hjemme 2-1 over AS Roma, og dermed bliver tjekkerne treer i puljen, mens Roma går videre som toer sammen med Real Madrid.

/ritzau/