Richard Møller Nielsen er død

Richard Møller Nielsen blev 76 år gammel. Han kæmpede gennem længere tid mod en kræftsygdom.

Richard Møller Nielsen er død. Han tabte til sidst en lang kamp mod en kræftrelateret svulst i hjernen og blev 76 år.

I sommeren 2013 fik han et ildebefindende og var indlagt på Odense Universitetshospital. Efterfølgende blev han opereret for svulsten, men hverken kemoterapi eller strålebehandling kunne helbrede ham.

Ricardo, som han i folkemunde blev kaldt, var i seks år landstræner for Danmark.

Som den eneste nogensinde førte han Danmark frem til sejr i en stor, international turnering: EM 1992. Med en finalesejr på 2-0 over Tyskland står EM-guldet den 26. juni 1992 stadig som det absolutte højdepunkt i dansk fodboldhistorie.

Derudover var Richard Møller Nielsen også med til at vinde King Fahd Cup i 1995, hvor Danmark slog Argentina i finalen med 2-0.

Optaget to gange i Hall of Fame

Ricard Møller Nielsen fik kort før sin død den glædelige nyhed, at han bliver optaget som individuelt medlem i Fodboldens Hall of Fame. Ricardo er allerede optaget kollektivt sammen med guldholdet fra '92, men nu æres han også for sin personlige indsats for dansk fodbold.

Den officielle hæder finder sted den 1. marts, hvor Peter Schmeichel vil præsentere nu afdøde Richard Møller Nielsen.

- Han har betydet utroligt meget for mig og min karriere, for landsholdet og for dansk fodbold. Richard fortjener denne påskønnelse mere end nogen anden, sagde Peter Schmeichel i forbindelse med offentliggørelsen af den forestående optagelse, hvor også Uefas præsident Michel Platini vil være til stede.

Richard Møller Nielsen er sammen med Brian Laudrup og netop Peter Schmeichel de eneste, der er optaget i Hall of Fame både individuelt og kollektivt.

- Det var først og fremmest en holdpræstation, at vi blev europamestre dengang. Jeg sagde det dengang og vil meget gerne sige det igen: Vi havde alle på holdet følelsen af, at det ikke bare var os på holdet - men en følelse af at hele Danmark var med i den præstation, vi lavede i Sverige, sagde Richard Møller Nielsen i 2008, da han sammen med guldholdet var de første, der blev optaget i Fodboldens Hall of Fame.

Sikrede Danmarks største triumfer

Richard Møller Nielsen er vokset op i Ubberud på Fyn og slog igennem som fodboldspiller i OB. Mens han repræsenterede 'striwerne', nåede han at spille to kampe for Danmarks A-landshold, inden han måtte indstille karrieren på grund af en skade. Ricardo nåede inden da også at spille fem B- og fem U21-landskampe, på grund af en skade.

Efter sin aktive karriere levede Richard Møller Nielsen i mange år som professionel fodboldtræner. Han havde stor succes som klubtræner for blandt andre OB og Esbjerg blev i 1987 assistenttræner for Sepp Piontek, der siden var en af Richard Møller Nielsens nære venner.

Efter Sepp Pionteks stop som landstræner blev Richard Møller Nielsen oprindeligt forbigået som afløser, da DBU annoncerede tyske Horst Wohlers som ny mand i spidsen for Danmark. 

- Det blev en u'lænder, konstaterede Møller Nielsen over for pressen.

Men da Wohlers var i kontraktmæssige problemer med sin daværende Bundesligaklub Bayer Uerdingen, trådte Richard Møller Nielsen til. Fra 1990 til 1996 var han dansk landstræner og sikrede Danmark de største triumfer nogensinde.

I 1992 var han, som de fleste husker, med til at vinde EM i Sverige, mens han i 1995 førte Danmark frem til guldet i den interkontinentale turnering King Fahd Cup. Det skete med en finalesejr på 2-0 over Argentina.

Som landstræner for Danmark opbyggede Richard Møller Nielsen en imponerende statistik. I 73 officielle kampe vandt han 40 sejre, spillede 18 kampe uafgjort og tabte kun 15 opgør. Holdets samlede målscore i perioden lyder på imponerende 115-55.

Delte vandene

Richard Møller Nielsen vil utvivlsomt blive husket for de store resultater med det danske landshold. Dog vil mange fodboldkendere formentligt også huske ham for uenighederne med stort set hele landsholdet, der var årsag til Michael Laudrups afbud til EM i '92. Laudrup vendte dog tilbage til landsholdet og scorede i finalen ved King Fahd Cup i '95.

Ricardos kritikere mente, at hans spillestil var alt for defensiv - og at hans formuleringer og udtalelser i pressen ofte har været kluntede. 'Screw down the expectations' husker de fleste, men Ricardo huske måske også for sine mere kritiske kommentarer. Eksempelvis da han i 1990 svarede igen på den kritik, Divisionsforeningens formand Hans Bjerg-Pedersen have rejst af Ricardo som landstræner.

- Der falder ikke et eneste blad af et fynsk bøgetræ blot fordi et svin gnubber sig op af det, sagde fynboen dengang.

På grund af stridspunkterne har Richard Møller Nielsen nok aldrig fået den respekt og anerkendelse i Danmark, som hans mange gode resultater utvivlsomt berettiger. Eksempelvis blev han paradoksalt nok ikke kåret til årets danske træner i 1992 - til gengæld modtog han titlen som verdens bedste fodboldtræner af det engelske magasin World Soccer.

Landstræner i Finland og Israel

Efter årene som dansk landstræner fortsatte han i spidsen for først det finske og siden det israelske landshold. Især for Finland opnåede han gode resultater og var tæt på at sikre holdet play off-kampe til VM i Frankrig i '98. Derfor blev han i 2012 hædret med Kaptajnens Bold, der er den fornemmeste pris i finsk fodbold.

- Med Richard Møller Nielsen fik Finland et vitalt løft op på internationalt niveau. Og det involverede ikke bare det mandlige A-landshold, men finsk fodbold som helhed, lød en del af begrundelsen.

Richard Møller Nielsen sluttede sin karriere som israelsk landstræner, inden han i blot et halvt år stod i spidsen for Koldings hold i 2. Division vest.

Uden for fodboldverdenen var han uddannet i bilbranchen og levede sammen med hustruen Jonna i Kerteminde på Fyn. Parret havde tre børn sammen, Birgitte, Christian og Tommy. Heraf er Tommy Møller Nielsen den mest kendte, han er nemlig trådt i sin fars fodspor og er blevet fodboldtræner. Tommy Møller Nielsen har blandt andet stået i spidsen for HB Køge.

 

Facebook
Twitter