Rivaler i kamp om oprykning: 1. divisionsbrag i Silkeborg kan slå tilskuerrekord

10.000 har købt billet til aftenens udsolgte topkamp i 1. division mellem Silkeborg IF og Viborg FF.

Silkeborg melder alt udsolgt til tirsdagens topbrag mod Viborg. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

De sigter begge efter at spille i Superligaen i næste sæson, men kun et af holdene kan sikre sig direkte oprykning.

Silkeborg IF og Viborg FF mødes i aften i et vaskeægte topopgør i 1.division, hvor vinderen kan tage et kæmpe skridt mod det forjættede land.

Og det er et afgørende opgør, som der er ekstrem stor interesse for i det midtjyske.

Silkeborg IF melder nemlig helt udsolgt på deres stadion, som har en kapacitet på 10.000 tilskuere, hvor Viborg FF’s fans vil fylde hele udebane-afsnittet med 1500 tilskuere.

Hvis alle tilskuere dukker op klokken 19.00 i aften på Jysk Park, vil stadionrekorden på Silkeborgs nye stadion, som blev indviet i 2017, blive slået.

Den nuværende rekord er på 9411 tilskuere fra åbningskampen mod AGF samme år.

DR’s fodboldkommentator Jens Ole Sørensen er selv fra det midtjyske og har et indgående kendskab til regionens to fodboldklubber.

Selvom han er overrasket over, at kampen er udsolgt, så undrer det ham ikke, at netop de to klubber kan samle så mange fans i et 1. divisionsopgør.

- Det er jo en Superliga-oprykningsfinale i tredjesidste runde, og derfor er der opstået denne hype. Det er meget simpelt, for et nederlag vil få fatale konsekvenser – og en sejr betyder de facto, at man er klar til Superligaen. Det er to klubber, der ser sig selv som Superliga-klubber og har et erklæret mål om at rykke op i denne sæson, siger han.

Viborg FF sikrede sig en vigtig sejr i seneste runde mod Fredericia - og derfor venter nu et ægte topopgør mod Silkeborg. (Foto: Morten Pedersen © Scanpix)

Derudover pointerer Jens Ole Sørensen, at kampen mellem Silkeborg og Viborg er et rigtigt, gammelt lokalopgør. En rivalisering, som startede langt før, begge klubber fik et anstrengt forhold til en anden klub i regionen, FC Midtjylland.

- Helt tilbage før den professionelle tilværelse i fodbolden, var Silkeborg hurtigst på aftrækkeren med professionalismen. Viborg så dem som de store og onde. Det var Silkeborg, der hentede de store profiler fra Viborg som anføreren Poul Jensen og topscorer Hans Erfurt – og senere hen Søren Frederiksen og Heine Fernandez.

- Siden da har magtforholdet tippet til Viborgs fordel i perioder, Silkeborg i andre og frem og tilbage igen. Det er et ægte lokalopgør, og begge fan-grupper har en opfattelse af at være en ’rigtig klub’ med gode, historiske dyder, hvor man ikke har solgt ud til en investor, siger han.

Før opgøret er det hjemmeholdet Silkeborg, der har førertrøjen på førstepladsen med 54 point, mens viborgenserne indtager andenpladsen med ét point mindre. Og selvom Silkeborg har været skarpest i forårssæsonen, hvor de rødblusede har samlet fem point mere end Viborg, så ser Jens Ole Sørensen ikke hjemmeholdet som favoritter i aftenens kamp.

- Logikken siger Silkeborg med formen og hjemmebanen, men så overbevisende har de ikke været. De har haft deres udfald, ligesom Viborg har. Der er ikke nogen styrkeforskel på de to hold, så det er et meget lige opgør.

- Jeg tror, at det bliver en fantastisk kamp, for det er to hold, der er bedre til at angribe end til at forsvare. Så jeg regner med, at de mange tilskuere bliver forkælet med en masser scoringer, siger han.

Hvis det lykkes at slå stadionrekorden i Silkeborg i aften, vi kampen komme i top syv over mest sete kampe i 1.division siden 2000.

Rekorden har AGF fra 2007, hvor hele 17.407 tilskuere så aarhusianernes kamp mod HIK.

Opgøret mellem Silkeborg og Viborg bliver spillet i aften klokken 19.

Du kan se den på TV3 Sport eller høre den i LIGA på P3.

Facebook
Twitter