River Plate nægter at flytte skandaleramt finale til Madrid

River Plate nægter at flytte returkampen i Copa Libertadores-finalen mod Boca Juniors til et andet stadion.

River Plate mener ikke, at Det Sydamerikanske Fodboldforbund kan snyde klubbens fans og klubben for en hjemmekamp i Copa Libertadores-finalen mod Boca Juniors. (Foto: MARCOS BRINDICCI © Scanpix)

Den argentinske fodboldklub River Plate nægter at spille den udskudte Copa Libertadores-finale mod Boca Juniors i Madrid. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

- River Plate nægter at ændre spillestedet, står der i meddelelsen på klubbens hjemmeside.

Den første kamp på Bocas hjemmebane endte 2-2, men returkampen måtte udskydes, da Bocas spillerbus blev angrebet af River-fans inden det rivaliserende lokalderby, som kaldes for et af verdens største af slagsen.

Ruderne i bussen blev smadret efter stenkast, og flere Boca-spillere måtte behandles, efter at de også var blevet ramt af tåregas.

29. november meddelte Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol), at man havde besluttet at rykke det andet finaleopgør til Bernabeu i Madrid 9. december, og at begge holds fans kunne komme til kampen.

I Argentina må der ikke være tilhængere fra det gæstende hold til arvefjendeopgøret mellem de to Buenos Aires-klubber på grund af mange voldsepisoder i argentinsk fodbold.

Men River Plate nægter altså at flytte kampen til neutral grund i Spanien. Klubben havde et udsolgt stadion med 66.000 tilskuere klar til kampen, og derfor mener River-ledelsen ikke, at spillestedet kan ændres.

- Klubben mener, at beslutningen (om at spille i Madrid, red.) er uretfærdigt mod dem, som har købt billet til kampen og samtidig fjerner idéen om lige betingelser ved at fjerne hjemmebanefordelen, skriver klubben.

River Plate mener ligeledes, at angrebet på Boca-spillerne skete på offentlig grund, hvor myndighederne har ansvar, hvorfor klubben ikke kan stilles til regnskab for episoden.

Ligeledes vil det ifølge klubben være forkert, hvis ikke landets største fodboldkamp, kaldet "Superclasico", skal spilles på hjemlig grund.

Sagaen om kampen fortsætter med uformindsket styrke, og mens River ikke vil rykke kampen væk fra egen hjemmebane, har Boca krævet en skrivebordssejr liggende på Conmebols skrivebord.

12. december går klub-VM i gang i De Forenede Arabiske Emirater, og her er det meningen, at vinderen af Copa Libertadores skal repræsentere Sydamerika.

Her skal det kommende sydamerikanske mesterhold blandt andet op mod Real Madrid, der vandt sidste sæsons udgave af Champions League.

/ritzau/

Facebook
Twitter