Ronaldo bomber Portugal i Nations League-finalen med hattrick

Cristiano Ronaldo scorede tre gange, da Portugal slog Schweiz 3-1 og blev klar til finalen i Nations League.

Cristiano Ronaldo stjal billedet med sit hattrick, da Portugal slog Schweiz i semifinalen i Nations League. (Foto: José Coelho © Scanpix)

Cristiano Ronaldo gjorde forskellen, da Portugal på hjemmebane onsdag blev klar til finalen i landsholdsturneringen Nations League.

Med en scoring i det 88. minut og endnu en i tillægstiden nåede Ronaldo op på et hattrick i 3-1-sejren over Schweiz fra Danmarks EM-kvalifikationsgruppe.

Dermed er Portugal klar til finalen mod enten England eller Holland søndag.

Ronaldo indledte scoringen med et brag, da han bombede Portugal foran 1-0. Målet kom efter 25 minutter på et direkte frispark.

Cristiano Ronaldo scorede til 1-0 på dette frispark. (Foto: Jean-Christophe Bott © Scanpix)

Der blev ikke scoret mere i første halvleg. Men efter pausen opstod der drama med videosystemet VAR i en hovedrolle.

Her opstod der først en situation i Portugals straffesparksfelt. Haris Seferovic faldt til jorden efter nærkamp med Nélson Semedo.

Kort efter var det så Bernardo Silva, der faldt efter en nærkamp med Fabian Schär i det andet målfelt.

Det hele endte med, at dommeren måtte kigge på video. Til stor undren for mange tilskuere tilkendte han Schweiz et straffespark fra den første episode. Portugal fik ikke noget.

Ricardo Rodriguez omsatte straffesparket til en scoring. Så stod der 1-1.

Så lignede det uafgjort og forlænget spilletid. Men så tog Ronaldo fat.

Først lagde Bernardo Silva fornemt bolden til rette for Juventus-stjernen, som hamrede Portugal på 2-1. I tillægstiden mistede schweizerne bolden.

Portugal indledte et kontraangreb, og Ronaldo skar ind i banen og drejede bolden flot i mål til 3-1.

Cristiano Ronaldo sikre sig lige kampbolden efter sit hattrick. (Foto: Fernando Veludo © Scanpix)

Nations League blev etableret i forbindelse med den igangværende EM-kvalifikation som afløser for de mange testkampe.

Det hele afsluttes med et finalestævne. Her spiller England og Holland den anden semifinale torsdag, mens der spilles finale og kamp om tredjepladsen søndag.

Finalestævnet giver ikke billet til EM-slutrunden. EM-billetterne er først på spil i de fire forskellige lag i foråret 2020, når EM-kvalifikationen er overstået.

Her har Danmark som gruppevinder i Nations League eksempelvis en ekstra mulighed, hvis den direkte kvalifikationen glipper.

/ritzau/