Ronaldo stopper karrieren

Efter 18 år som aktiv er Ronaldo klar til at lægge fodboldstøvlerne på hylden. Benene kan ikke længere det, som hovedet gerne vil, siger brasilianeren.

Ronaldo har med stor sandsynlighed spillet sin sidste kamp for Corinthians og som professionel. (Foto: Guillermo Legaria © Scanpix)

Efter 18 år som aktiv er Ronaldo klar til at lægge fodboldstøvlerne på hylden.

Den 34-årige brasilianer har kontrakt med Corinthians i hjemlandet for resten af året, men kroppen kan ikke følge med mere.

- Jeg kan ikke klare det længere. Jeg vil gerne fortsætte, men jeg kan ikke. Når jeg planlægger, hvordan jeg skal rykke i en kamp, kan jeg ikke fuldføre det. Det er slut, siger han til den lokale avis Estado de Sao Paulo.

Angriberen gør det officielt på et pressemøde senere mandag og kan se tilbage på en fantastisk karriere.

Ronaldo blev verdensmester med Brasilien i 1994 - dog uden at komme på banen - og i 2002. Tre gange er han blevet kåret som verdens bedste fodboldspiller.

Karrieren fik for alvor fart, da Frank Arnesen hentede det 18-årige stortalent til PSV Eindhoven. To år senere skiftede han til FC Barcelona, hvorefter Inter, Real Madrid og AC Milan blev hans hjemmebane, inden han vendte tilbage til Brasilien i 2009.

Facebook
Twitter