Sand sluttede med et mål

Ebbe Sand sluttede sin karriere i Schalke 04 med et mål til stor begejstring for de 61.000 tilskuere på Veltins Arena.

Ebbe Sand jubler over karrierens sidste scoring. (Foto: Achim Scheidemann © Scanpix)

Ebbe Sand fik den bedst mulige afsked med Schalke 04 i karrierens sidste kamp. Ebbe Sand begyndte på banen og var anfører for klubben, hvor han har været siden 1999.

Ebbe Sand blev allerede inden kampen tiljublet af de fans, der har taget Sand til sig som en af deres egne.

Stuttgart var ellers ved at spolere Sands fest efter 33 minutters spil, da Hitzlsperger bragte gæsterne foran med 1-0.

Men otte minutter inde i anden halvleg løftede taget sig på Veltins Arena. Efter et hjørneaprk kom bolden ind i det lille felt, og der stod Ebbe Sand og headede bolden ind til 1-1. Målet er danskerens 74. i den blå Schalke trøje.

To minutter før slutfløjtet afløste Søren Larsen Ebbe Sand, og den 34-årige nu tidligere fodboldspiller blev hjulpet fra banen til stående ovationer. Ved trænerbænken ventede manager Rudi Assauer med knus og tårer i øjnene.

Schalke direktør Josef Schnusenberg takker Ebbe Sand inden danskerens afskedskamp på Veltins Arena. (Foto: Achim Scheidemann © Scanpix)

Ebbe Sand fik tilmed en sejr i sin afskedskamp. Schalke vandt nemlig 3-2.

Facebook
Twitter