Schmeichel og co. spiller EM-finalen igen

Den berømte EM-finale fra 1992 mellem Danmark og Tyskland bliver genskabt den 7. juli på Østerbro Stadion.

Peter Schmeichel snupper bolden over hovederne på danske John "Faxe" Jensen og tyske Jürgen Klinsmann i finalen. (Foto: Palle Hedemann © Scanpix)

EM-finalen fra 1992 mellem Danmark og Tyskland skal spilles igen.

Den 7. juli mødes spillere fra Danmark og Tysklands EM-trupper fra 1992 på Østerbro Stadion i København for at fejre 20-års jubilæet for det største øjeblik i dansk idræts historie.

Peter Schmeichel, Flemming Povlsen og anfører Lars Olsen fører det danske hold an til kampen, som er arrangeret af Foreningen Europamestrene fra 1992.

Foreløbig har 16 af de 20 spillere fra den danske EM-trup givet tilsagn om, at de stiller op til kampen i København.

Aftalen med det tyske fodboldforbund er, at tyskerne stiller med mindst 9 spillere, der var med i truppen til EM 1992 i Sverige.

Endnu er navnene ikke meldt ud fra tysk side.

Tyskland havde ved EM 1992 blandt andre navne som Stefan Effenberg, Jürgen Klinsmann og Thomas Hässler med på holdet.

Danmark vandt EM-finalen i Gøteborg med 2-0 på scoringer af John "Faxe" Jensen og Kim Vilfort.

De to målscorere er også med på Østerbro Stadion.

/ritzau/

Facebook
Twitter