Schmeichel og Harder er Årets Fodboldspillere

Kasper Schmeichel er for anden gang i karrieren kåret til Årets Mandlige Fodboldspiller, mens Pernille Harder vinder kvindernes pris for femte gang i træk.

Kasper Schmeichel og Pernille Harder er kåret til henholdsvis herrernes og kvindernes bedste danske fodboldspiller i 2019.

For Kasper Schmeichels vedkommende er det anden gang i karrieren, han modtager prisen, der uddeles af Spillerforeningen og Hessel Hire. For Pernille Harder er det sjette gang i alt og femte gang i træk.

De to fodboldspillere har begge haft flotte sæsoner, men kun Pernille Harder krydrede 2019 med trofæer.

Den danske angriber havde med 18 mål i sæsonen stor andel i sin tyske klubs, Wolfsburg, dobbelttriumf, der sikrede klubben både mesterskabet og pokaltitlen.

Endnu bedre er den 27-årige angriber startet i denne sæson, hvor hun allerede er noteret for samme antal mål efter bare 12 kampe i Bundesligaen, som Wolfsburg fører med tre point ned til Hoffenheim.

Pernille Harder var stolt og glad over igen at kunne kalde sig Årets Kvindelige Fodboldspiller. Se landsholdsanførerens takketale herunder:

Mens Harder har været god til at putte kuglen i kassen, har Kasper Schmeichel været særdeles dygtig til at afværge, at boldene i 2019 røg i netmaskerne. Særligt i landskampen mod Schweiz, der var medvirkende til at sende landsholdet til EM-slutrunden til sommer, agerede Schmeichel levende mur.

Samtidig har Schmeichel også imponeret for sit klubhold, Leicester, der indtager andenpladsen i den bedste engelske række, Premier League, hvor holdet har lukket mindre end ét mål ind per kamp i sæsonen.

Schmeichel vinder prisen foran Christian Eriksen og Thomas Delaney, mens Pernille Harder slog Sanne Troelsgaard og Nicoline Sørensen.