Schweinsteiger bøvler med knoglerne

Bastian Schweinsteiger er småskadet og kan ikke træne med for fuld kraft i den tyske EM-lejr.

Bastian Schweinsteiger er omdrejningspunktet på Tysklands midtbane, men måske må tyskerne undvære Bayern München-spilleren i en kommende semifinale.

Det er en gammel ankelskade, der driller Schweinsteiger og forhindrer ham i at spille for fuld kraft.

- For at være helt ærlig, så er jeg lidt bekymret for mine knogler, siger Schweinsteiger ifølge Welt Am Sonntag.

Holdkammeraten i Bayern, landsholdsanfører Philipp Lahm, har ondt af sin ven og kollega:

- Det er jo ikke godt, hvis man bliver nødt til at stå over to eller tre træninger. Vi har brug for spillere, der er helt klar. Det duer ikke, at vi har en spiller, der mangler et par procent i semifinalen, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Bastian Schweinsteiger afviser dog frivilligt at sidde over i en kamp for at skåne fødderne.

- Det er der ikke tid til. Vi har forhåbentlig to kampe tilbage, og jeg skal nok bide det i mig. Så må jeg se bagefter, hvordan jeg bliver helt klar igen, siger tyskeren, som dog også indrømmer, at skaden har kostet rent spillemæssigt.

- Mod grækerne lavede jeg et par fejlafleveringer, som jeg ikke plejer at lave, siger midtbanespilleren.

Han har indtil på torsdag til at blive nogenlunde klar. Da spiller Tyskland semifinale mod vinderen af dagens kvartfinale mellem England og Italien.

/ritzau/