Søndag er det juleaften for fodboldelskere: Her er kampene, du skal se

I morgen er der usædvanlig mange store lokalbrag i fodboldens verden.

Foto: Massimo Pinca/Claus Bech/Martin Rickett/Sergio Perez/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er dækket bord til den helt store fodboldmenu, når der spilles nogle af de største klubkampe i både dansk og europæisk fodbold.

DR Sporten giver dig her det store overblik over de mange fodboldkampe, mens kommentatorerne til de respektive opgør fortæller, hvorfor du lige netop skal se deres kamp.

Velbekomme!

Brøndby-FC København, klokken 14.00

FC København og Brøndby tørner sammen klokken 14. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Til den ene af søndagens to tidlige Superliga-kampe sidder DR Sportens Andreas Kraul klar til at kommentere opgøret i LIGA på P3. Og han forventer et højintenst opgør på den københavnske vestegn.

- Det kan godt være, at Superligaen ikke er verdens bedste liga, men det er vores liga. Og det her kommer til at være noget af det ypperste, vi kan præstere, når det kommer til stemning.

- Dertil kan vi lægge, at det er to hold, der på hver deres måde er sårede i øjeblikket. Mesterholdet Brøndby, der kæmper med at få sejre i land, og FCK, der lider under skader. Man kan fornemme ridserne begge steder, og der skal nok ikke så meget til, før det hele eksploderer i et dejligt fodbolddrama.

Kampen kan også ses på TV3+.

Randers-AGF, klokken 16.00

Når klokken slår 16 er der østjysk duel i Superligaen (Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix) (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)

To timer senere er der igen lokalopgør i Superligaen, når AGF er kørt små 40 minutter nordpå til Randers Stadion. Med til bords er også Mathias René Hauge Jacobsen, der kommenterer opgøret direkte i LIGA på P3.

- På en dag med Brøndby-FC København er det ikke direkte underligt, hvis det uofficielle slag om Østjylland drukner en smule. Men det er til gengæld en fejl, hvis det sker. Er du til drama, rivalisering og noget at det mest intense, vi har i Superligaen, så skal man tune ind på Randers–AGF.

Opgøret kan også ses på Canal 9.

FC Barcelona-Real Madrid, klokken 16.15

For første gang i mange år er hverken Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo med, når FC Barcelona eller Real Madrid i morgen mødes. REUTERS/Juan Medina TPX IMAGES OF THE DAY (Foto: JUAN MEDINA © Ritzau Scanpix)

Lidt længere sydpå skal et af fodboldens helt store brag fløjtes i gang et kvarter senere. 'El Classico' mellem FC Barcelona og Real Madrid skal for første gang i mange år løbe af stablen uden hverken Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo.

To unge spillere fra hver sit hold skal nu bære faklen videre, og det bliver spændende at følge deres interne duel, mener Henrik Fallesen, der skal kommentere kampen på TV2 SportX.

- To af de mest spændende unge spillere i fodboldeuropa mødes. Ansu Fati, der er Barcelonas fremtid, og Vinicius fra Real Madrid, som har haft et brag af en sæson indtil videre. Det er fremtidens spillere, der skal bære det her El Classico og måske også de næste mange fremover.

- Og så er det jo også bare to af de mest traditionsrige fodboldklubber i hele verden. Der kommer knap 100.000 mennesker på stadion, og hele stemningen og rivaliseringen er større end noget af det, de andre kampe i morgen kan byde på.

Manchester United-Liverpool, klokken 17.30

To af Premier Leagues største klubber, Liverpool og Manchester United, mødes klokken 17.30. (Foto: Phil noble © Ritzau Scanpix)

En anden af verdens største fodboldkampe udspiller sig i England tidligt søndag aften. Niels Christian Frederiksen kommenterer opgøret på Xee.

- Efter at både Cristiano Ronaldo og Lionel Messi har forladt spansk fodbold, er det her i mine øjne blevet den største klubkamp i verden. Alene det gør, at du selvfølgelig skal se den.

- Samtidig er der et ekstra element, fordi Manchester United er ekstra pressede af, at Liverpool er gået i udbrud i forhold til dem. Og så er der i øjeblikket et stort pres på Manchester Uniteds træner, Ole Gunnar Solskjær.

Manchester United ligger lige nu nummer seks i tabellen, mens Liverpool indtager ligaens andenplads, og det mener kommentatoren altså, presser den norske træner.

- Det betyder, at de slet ikke kan tåle at tabe den her fodboldkamp. Og så møder de altså Liverpool, der efter min mening er verdens stærkeste klubhold i øjeblikket, siger han.

Inter-Juventus, klokken 20.15

I det norditalienske mødes Inter og Juventus klokken 20.15. Foto: REUTERS/Massimo Pinca (Foto: MASSIMO PINCA © Ritzau Scanpix)

Til aftenkaffen venter et kæmpe opgør i Italien. Martin Gottschalk er manden, der kommenterer kampen på TV2 Sport X.

- Du skal se kampen, fordi det er det største brag i Norditalien. Det er altid specielt, når de to hold drøner ind i hinanden. Inter kommer til kampen som mestre, mens Juventus har haft den dårligste sæsonstart i årevis. Derfor forventer jeg storhed i det her opgør.

- Inter har mulighed for at trykke Juventus helt ned i gulvet, mens Juventus omvendt kan vise, at de stadig skal regnes med. Jeg glæder mig helt vildt.

Også i Frankrig og Holland er der i morgen storkampe på menuen, når Marseille og Paris Saint-Germain tørner sammen i arvefjendeopgøret Le Classique klokken 20.45, mens Ajax og PSV mødes i den hollandske hovedstad klokken 16.45.

FacebookTwitter