Sofie Junge vinder mesterskabet med Juventus: 'Det har været surrealistisk'

Den danske landsholdsspiller Sofie Junge kan nu skrive et italiensk mesterskab på cv’et, efter hun og resten af Juventus-holdet i dag vandt titlen i Serie A.

Sofie Junge sikrede sig i dag det italienske mesterskab med Juventus (Photo by Marco BERTORELLO / AFP) (Foto: MARCO BERTORELLO © AFP or licensors)

Fodboldlivet i Juventus kører på skinner for Sofie Junge.

Siden sit skifte i vinter har midtbanespilleren erobret en stamplads på det italienske storhold, er blevet matchvinder i topkampen mod Fiorentina foran 40.000 tilskuere på Juventus Stadium – og i dag kunne hun så sikre sig det italienske mesterskab sammen med resten af holdet.

Det krævede en sejr ude mod Verona i sidste spillerunde, for med tre point kunne hverken Milan eller Fiorentina nå de forsvarende mestre på førstepladsen.

Og den mission lykkedes med Sofie Junge på banen i 77 minutter.

Juventus vandt 3-0 og kan nu kalde sig italienske mestre for anden sæson i træk i kvindeholdets toårige levetid.

- Det er kæmpe stort. Vi havde fin kontrol i kampen i dag, selvom vi blev lidt forskrækkede med en stor chance til Verona ved stillingen 0-0. Men efter vi kommer på 2-0, kører vi den sikkert hjem.

- Der har hvilet et stort pres på os de seneste par uger, for de fleste har tænkt, at vi kun kunne tabe mesterskabet efter vores sejr mod Fiorentina i marts. Men det har vi håndteret godt de seneste to kampe, og derfor er det en stor lettelse, siger Sofie Junge.

Sofie Junge og Juventus er italienske mestre anno 2019. (Credit Image: © Nicolò Campo/Lapresse via ZUMA Press) (Foto: Nicolò Campo/Lapresse. Nico © Represented by ZUMA Press)

Den 26-årige midtbanespiller skiftede til Juventus i vinter i år på en halvårig aftale, og opholdet er da også gået over al forventning.

- Dette halve år har været en surrealistisk oplevelse. Jeg havde ikke troet, at det ville ende på denne måde. Det har virkelig været nogle fede oplevelser, og jeg er faldet meget godt til på holdet og ligaen. Det hele passer mig rigtig godt, siger hun og afslører, at parterne snart skal snakke om en forlængelse.

Først skal Junge og resten af holdet dog fejre mesterskabet, og fra i morgen gælder det så forberedelse mod næste weekend, hvor pokalfinalen finder sted mellem Juventus og Fiorentina.

- Og den skal vi vinde. Sådan er forvetningerne her. Fiorentina er et godt hold og det bliver tæt, men vi skal vinde alle de turneringer, vi deltager i. Det ville også være stort, for det ville også være min første pokaltitel i karrieren, siger Sofie Junge, der udover det italienske mesterskab også har et dansk og svensk på cv'et.

Kampen mellem Juventus og Fiorentina spilles næste søndag.

Klubben kan dog allerede i aften sikre sig endnu mere sølvtøj.

Juventus' verdensberømte herrehold kan vinde det italienske mesterskab for ottende sæson i træk. Det sker, hvis Cristiano Ronaldo og company få minumum ét point mod Fiorentina i aftenens kamp.

Facebook
Twitter