Solskjær takker nej til Aston Villa

Ole Gunnar Solskjær bliver i Molde, selv om Aston Villa har vist interesse for at tilknytte nordmanden.

Det bliver ikke i den kommende sæson, at den tidligere Manchester United-spiller Ole Gunnar Solskjær vender tilbage til Premier League i en managerfunktion.

Nordmanden har ellers været inde i billedet til jobbet som ny manager for Aston Villa, men har tilsyneladende takket nej.

Klubbens pressechef Bryan Doogan siger til norske TV2, at Solskjær ikke længere er en mulighed for Aston Villa, fordi han har takket nej til jobbet af hensyn til familien.

Den tidligere angriber blev ellers under stor bevågenhed fra de norske medier fløjet til Birmingham i fredags til en indledende snak med klubben.

Mødet affødte en skarp reaktion fra pengemanden i hans nuværende klub Molde, Kjell Inge Røkke, der truede med at trække sig, hvis Solskjær forlod mesterklubben.

På et møde med Røkke har Solskjær dog fået beroliget gemytterne, og ifølge Dagbladet afstedkom det endda en ekstrabevilling på 10 millioner norske kroner, som skal bruges på at købe en ny angriber.

Solkjær skulle ifølge avisen også have underskrevet en aftale, der binder ham til at blive i Molde frem til efteråret 2013.

Skulle han alligevel forlade Molde til fordel for en Premier League-klub, skal der betales kompensation. Dog har Solskjær fået indført en klausul om, at han frit kan skifte til Manchester United, hvis muligheden opstår.

 

Facebook
Twitter