Celta-danskere skal have ny træner

Celta Vigo har fyret træner Antonio Mohamed og erstattet ham med portugiseren Miguel Cardoso.

Pione Sisto og de øvrige danskere i Celta Vigo, Andrew Hjulsager og Mathias Jensen skal have ny træner. (Foto: Salvador Sas © Scanpix)

En skidt resultatstime med blot en enkelt ligasejr i de seneste ni kampe kostede mandag Celta Vigo-træner Antonio Mohamed jobbet.

Og klubben havde allerede kørt afløseren i stilling.

På Twitter meddeler Celta, at portugiseren Miguel Cardoso overtager trænersædet øjeblikkeligt, mens Mohamed er fortid efter et halvt års tid i jobbet.

Cardoso har senest været cheftræner i Nantes, hvor han blev fyret for godt en måned siden efter blot otte kampe i spidsen for den franske klub.

Dermed er det en ny cheftræner, som danskerne Pione Sisto, Andrew Hjulsager og Mathias Jensen skal forsøge at imponere i håbet om spilletid.

Også den tidligere FC Nordsjælland-angriber Emre Mor er at finde i klubben.

46-årige Cardoso overtager holdet på bagkant af 2-4-nederlaget hjemme til Real Madrid søndag. Det efterlader holdet på en 14.-plads med 14 point for 12 kampe.

Der er fire point ned til nedrykningsstregen, men også kun seks point op til europæiske pladser i en sjældent tæt Primera Division.

Miguel Cardoso har nu landskampspausen til at komme ind i jobbet og få styr på tropperne frem mod 26. november, hvor Celta gæster Real Sociedad.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter