Chok i Spanien: Zidane stopper i Real Madrid

Den succesfuldes Real Madrid-træner Zinedine Zidane har valgt at opsige sin stilling.

Zinedine Zidane stopper i Real Madrid. (Foto: Kai Pfaffenbach © Scanpix)

Det er ikke mange dage siden, at Zinedine Zidane og Real Madrid kunne fejre Champions League-sejren for tredje år i træk. En helt vanvittig præstation. Men nu er samarbejdet mellem Zidane og Real Madrid slut.

Den franske træner meddeler på et pressemøde torsdag, at han stopper i klubben. Zidane har valgt at sige op som træner i Real Madrid.

-Klubben skal fortsætte med at vinde, men jeg tror, der er brug for ændringer, en anden stemme, en ny metode, og det er derfor, jeg har truffet denne beslutning, siger Zinedine Zidane ifølge The Indpendent.

Zidanes beslutning om at stoppe i Real Madrid kommer ikke kun bag på fans og fodboldinteresserede verden over. Også i klubben er man overrasket. Ikke mindst præsident Florentino Perez.

-Det her er en fuldstændig uventet beslutning, og i dag er en trist dag for mig og for alle, der arbejder for denne klub, siger Florentino Perez.

-Når han har truffet en beslutning, må vi acceptere den. Jeg prøvede at tale ham fra det, men jeg ved, hvordan det er. Han ved, han har al vores kærlighed og opbakning, siger præsidenten.

Zinedine Zidane nåede at stå i spidsen for Real Madrid i to og et halvt år. Han vandt La Liga én gang, Champions League tre gange samt flere mindre trofæer.

Facebook
Twitter