Den 'gode dreng' fra Vestjylland, der endte i FC Barcelona

Engang skulle Martin Braithwaite have hjælp med snørebåndene. Nu skal danskeren snøre modstanderne for storklubben FC Barcelona.

Man starter ikke med at trække en FC Barcelona-trøje over hovedet. For mange fodboldspillere er det slutdestinationen, det ultimative mål.

Drømmene gødes i børnehøjde, på små mål, med råbende forældre og rød saftevand i cafeteriet. Da leg stod før fodbold, og den største udfordring var at få has på snørebåndene.

Der har alle fodboldspillere været - også den nyslåede FC Barcelona-dansker, Martin Braithwaite - som slog sine folder i den lille vestjyske klub Sædding-Guldager uden for Esbjerg.

Det ved Kasper Kristensen. Han var nemlig ungdomstræneren, som knælede i den stærke vestjyske vind og hjalp med dobbeltknuderne, før Braithwaites første skridt på hvad der siden har vist sig at være en fodboldrejse ud over det sædvanlige.

- Det er surrealistisk at tænke på, at man startede med at skulle hjælpe ham med at binde støvlerne, og nu løber han snart i verdens måske største klub. Det er specielt. Absolut, siger Kasper Kristensen til DR Sporten.

Fodboldtræneren er stolt på den der beskedne jyske måde, han stadig den dag i dag deler med Martin Braithwaite. Kasper Kristensen havde den danske landsholdspiller under sine vinger fra han var tre år indtil skiftet videre til Esbjerg som 13-årig.

  • Martin Braithwaite (hvidt pandebånd) fik sin fodboldopdragelse i klubben Sædding-Guldager Idrætsforening. (privatfoto)
  • Landsholdsspilleren var i Sædding-Guldager indtil teenageårene, hvor han røg til Esbjerg. (privatfoto)
1 / 2

- Han er en god dreng, som er godt opdraget hjemmefra. Meget omsorgsfuld, ydmyg med begge ben solidt plantet på jorden. Og så husker han sine rødder, siger Kasper Kristensen.

- Når jeg taler med ham, spørger han ind til, hvordan det går i Sædding-Guldager. Han vil gerne høre, hvordan hans barnsdomsklub klarer sig i hverdagen.

Der er ikke meget "hovskisnovski" over Martin Braithwaite, siger fodboldtræneren. Kontakten til Vestjylland, til barndomsklubben og de gamle holdkammerater har FC Barcelona-spilleren altid holdt varm - om det så hed Frankrig, England eller Spanien.

- Det kom til udtryk, da han fik sin første udlandskontrakt i Toulouse. Det sidste han gjorde, inden han tog afsted, var at komme forbi og forære mig trøjen fra hans landsholdsdebut, siger Kasper Kristensen.

Lysten og legen driver ham

Det blæser altid på vestkysten, siger man. Bølgeskum og vind i håret.

Men den orkan Martin Braithwaite har befundet sig i de seneste dage, når alligevel et niveau eller tre højere på skalaen.

Kasper Kristensen er imidlertid rimelig sikker på, at Braithwaite har været "fuldstændig cool omkring det her show".

- Jeg har aldrig oplevet, at han er blevet rystet.

- Den dag rygterne begyndte, havde Martin fri i sin (nu tidligere, red.) klub Leganés. Da familien kontaktede ham omkring interessen fra Barcelona, var han på vej i skole med børnene. Så det der måtte agenten klare, og så tog han den derfra, siger Kasper Kristensen.

Martin Braithwaite kogt ind til en fond, mener landsholdsspillerens tidligere ungdomstræner. Han tager det, som det kommer.

Men man skal ikke tage fejl af danskerens dedikation. Pilen har i Braithwaites øjne altid peget i retning af et stort fodboldeventyr.

- Det er det, han hele tiden har stilet efter. Han har jo ikke været i tvivl om, at han nok skulle nå til en af topklubberne, siger Kasper Kristensen.

Dermed ikke sagt, at torsdagens skifte til mægtige FC Barcelona stod i stjernerne.

- Jeg har sagt fra dag ét, at han ville blive til noget, hvis han var dedikeret og målrettet. De første år havde han det for nemt. Der var han for dygtig. Konditionstræning var ikke hans topprioritet, men det er han kommet efter, siger Kasper Kristensen.

Esbjerg fB var Martin Braithwaites første seniorklub. Han debuterede som 18-årig for vestjyderne i 2009. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Det har altid været lysten og legen med bolden, der har drevet ham.

Både i Sædding-Guldager, Esbjerg, Toulouse, Middlesbrough, Bordeaux, Leganés og altså nu FC Barcelona.

Engang skulle Martin Braithwaite have hjælp med snørebåndene. Nu skal danskeren snøre modstanderne for storklubben FC Barcelona. Men båndet til Sædding-Guldager - det kan en tur fra Vestjylland til verdens største fodboldscene ikke rykke ved.

Se Martin Braithwaites første hilsen efter skiftet til FC Barcelona herunder: