Efter 8-2-ydmygelse: Nu overtager klubikon det tomme sæde i FC Barcelona

Hollandske Ronald Koeman er blevet ansat som ny cheftræner i FC Barcelona.

Ronald Koeman spillede fra 1989 til 1995 i FC Barcelona. (Foto: Toru YAMANAKA © Scanpix)

Hollænderen Ronald Koeman er ny cheftræner i FC Barcelona. Det oplyser den spanske fodboldklub på Twitter. Koeman har fået en toårig kontrakt.

I mandags fyrede Barcelona Quique Setien som træner, efter at klubben var røget ud af Champions League med et ydmygende 2-8-nederlag i kvartfinalen til Bayern München.

57-årige Koeman har fået en aftale med Barcelona, der løber frem til 30. juni 2022.

Med aftalen stopper Koeman som landstræner for Holland, som han ellers har styret med succes siden 2018.

Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) bekræftede onsdag på sin hjemmeside, at Koeman stopper. Forbundet respekterer beslutningen takker og Koeman for sit arbejde.

Koeman spillede selv i Barcelona i årene fra 1989 til 1995, hvor det blev til 264 kampe og 88 mål.

Han var i sin aktive fodboldkarriere en forsvarsprofil og opnåede 78 landskampe for Holland og scorede 14 mål, og han var med til at vinde EM-guld i 1988 med Holland.

Det var ikke mindst tiden i Barcelona, som gjorde ham til en stor stjerne. Han scorede mange mål på straffespark og frispark.

Han spillede i Barcelona i samme periode som Michael Laudrup, og de to var blandt stjernerne på Barcelonas hold i begyndelsen af 1990'erne.

Koeman har de seneste 18 måneder stået i spidsen for det hollandske landshold. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

De var begge med til at vinde Europa Cuppen for mesterhold i 1992 med Barcelona. Koeman scorede det afgørende mål på frispark i den forlængede spilletid i finalen mod Sampdoria.

Efter spillerkarrieren blev han med tiden en dygtig træner.

Fra 1998 til 2000 var han ansat som assistenttræner i Barcelona.

Trænerkarrieren tog derefter fart, og han har været cheftræner i Vitesse, Ajax, Benfica, PSV, Valencia, AZ Alkmaar, Feyenoord, Southampton og Everton.

Nu skal han tilbage til Barcelona for at løse opgaven med at genrejse den spanske storklub, der blandt andre råder over Lionel Messi og danske Martin Braithwaite.

I den forgangne sæson blev det ikke til en eneste titel for Barcelona, der ellers er vant til at hente pokaler. I ligaen blev det til en andenplads efter ærkerivalerne fra Real Madrid.

Barcelona har også skiftet ud på posten som sportsdirektør, hvor Eric Abidal i tirsdags sagde farvel. I stedet overtager Ramon Planes jobbet, oplyser Barcelona.

Barcelona oplyser desuden, at Koeman vil blive præsenteret på et pressemøde onsdag aften klokken 18.

/ritzau/

Facebook
Twitter