Ekspert: Ronaldo skal vækkes fra laurbærrene

Efter et rekordgodt 2014 er Cristiano Ronaldos 2015 startet knap så majestætisk, mener fodboldekspert Niels Christian Frederiksen.

Ronaldo blev upopulær blandt sine spanske holdkammerater, da han valgte at gennemføre sin 30-års fødselsdagsfest, selvom holdet kom direkte fra et svigende 0-4-nederlag til Atletico Madrid. (Foto: DANI POZO © Scanpix)

Det er knap en måned siden, at Ronaldo kunne stå og spejle sig i sin tredje Ballon D'Or, der var belønningen for et 2014, hvor han blandt andet scorede sit ligamål nummer 200 og -hattrick nummer 23. Sidenhen er de imponerede overskrifter blevet erstattet af knap så flatterende indhold.

- Det er ligesom om, han har holdt en fest ovenpå Ballon D'Or-uddelingen, siger Viasat-kommentator og La Liga-ekspert Niels Christian Frederiksen og fortsætter:

- Det har skabt ham en del problemer i Spanien, og det er den helt store historie dernede, at holdets kaptajner Iker Casillias og Sergio Ramos ikke dukkede op til hans fødselsdag i weekenden, siger Niels Christian Frederiksen.

Modgang i Madrid

For efter sit røde kort mod Cordoba, har modvinden også bevæget sig internt i klubben, hvor flere af holdets spillere ikke var med til at fejre portugiserens 30-års fødselsdag, der blev afholdt få timer efter, at holdet tabte 4-0 til bysbørnene fra Atletico.

- Han er kommet lidt i modvind nu efter at par sæsoner, hvor han har kørt på de højere nagler, forklarer Niels Christian Frederiksen.

Medgang for Messi

Mens modgangen ulmer i Madrid, ser det anderledes positivt ud på Costa Brava, hvor Lionel Messi trækker overskrifter for sit gode spil. Senest i søndagens opgør mod Athletic Bilbao sørgede argentineren for både scoring og to assists. 1-0-målet var Messis 11. i årets foreløbige ni kampe for FC Barcelona. Ifølge Niels Christian Frederiksen er der nogle klare årsager til sucessen, der blandt andet har rod i rygter om, han angiveligt skulle have et dårligt forhold til holdets træner, Luis Enrique.

- Jeg tror, han har været meget opsat på, at nu skal det her være løgn. Og det med Cristiano Ronaldo blev kåret til verdens bedste spiller for nylig, det har sikkert også givet noget mere benzin til hans motor. En tredje ting er også, at han er fri fra skader. Han ser meget motiveret ud for tiden.

Ronaldo genfinder formen

Året er dog stadig kun halvanden måned gammelt, og derfor er Niels Christian Frederiksen også sikker på, at Ronaldo rejser sig fra laurbærrene, så Messis nuværende dominans får konkurrence. 

-  Hans form lige nu er ikke for god, men jeg vil godt nok ikke dømme ham ude. Messi er bedre lige nu, men Cristiano Ronaldo skal nok finde sin form igen på et tidspunkt, afslutter han.

Cristiano Ronaldo får mulighed for at hente lidt ind på Messi, når han og holdet møder La Coruña i weekenden. FC Barcelona tager imod Villarreal.