Neymar koster nu 1,86 milliarder kroner

Op mod 1,86 milliarder kroner koster det at købe Neymar, der netop har forlænget sin kontrakt med FC Barcelona.

(Foto: PAU BARRENA © Scanpix)

Den brasilianske fodboldstjerne Neymar har underskrevet en ny kontrakt med FC Barcelona, så samarbejdet nu løber frem til 2021.

Det bekræfter den spanske storklub fredag.

I kontrakten er der ifølge klubben blevet indskrevet en markant frikøbsklausul.

Hvis en klub ønsker at købe 24-årige Neymar fri af Barcelona i det første kontraktår, skal den ryste op med 200 millioner euro (1,49 milliarder kroner).

Derefter øges frikøbssummen fra sæson til sæson.

Føler sig hjemme

I kontraktperiodens tre sidste år lyder frikøbsklausulen på 250 millioner euro (1,86 milliarder kroner).

- Jeg er meget glad for at forny aftalen med klubben. Jeg føler mig hjemme.

- Jeg vurderede sammen med min familie, at det var bedst for mig at blive her, siger Neymar til klubbens tv-station, skriver AFP.

Neymar kom til FC Barcelona fra Santos i 2013.

Han har siden da vundet ni titler og scoret 91 mål i 150 kampe, skriver FC Barcelona.

/ritzau/

Facebook
Twitter