VIDEO Braithwaite om sine første dage i Barcelona: 'Nu er der nye ting, der skal opnås'

Martin Braithwaite ser frem til at score mål foran FC Barcelonas hjemmebanefans.

Martin Braithwaites skifte til FC Barcelona overraskede mange. Men ikke så meget ham selv.

At den danske landsholdsspiller er trukket i Barcelonas berømte blårøde-trøje, er en drengedrøm, siger han.

Og da rygterne for et par uger siden begyndte at rumstere i det spanske, drømte Martin Braithwaite en nat om klubskiftet.

- Jeg havde en klar drøm om, hvor jeg lige pludselig var her (i FC Barcelona, red). Jeg så alting klart. Mit tøj hang i omklædningsrummet, og jeg kiggede på huse. Dagen efter ringede jeg til min agent og sagde, "jeg er 100 procent sikker på, at det kommer til at ske."

Og det gjorde det så.

Vil score på hjemmebane

Selvom han nu har taget et enormt karrierespring og spiller i en af verdens største fodboldklubber, har han dog ingen planer om at stille sig tilfreds og blive magelig i Barcelona.

- Jeg er allerede videre. Jeg har allerede et nyt mål. Det er ikke sådan, at jeg tager mig tid til bare at sidde og slappe af og sige, "nu har jeg gjort det." Nej, nu er der nye ting, der skal opnås.

Et af hans nye store mål er at score på FC Barcelonas hjemmebane, Camp Nou.

- Det (Camp Nou, red.) er noget helt specielt. At få lov at score på det stadion og få lov til at juble med fansene er noget, jeg ser meget frem til.

DR Sporten fulgte Martin Braithwaite i hans første dage i FC Barcelona. Se med, og hør fra Martin Braithwaite i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter