Zidane må handle for milliarder: 'Jeg var aldrig i tvivl'

Zinedine Zidane kunne ikke sige nej, da Real Madrid-præsidenten tilbød ham ny trænertjans i klubben.

Zinedine Zidane er tilbage i Real Madrid. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

I maj sidste år kastede Zinedine Zidane en bombe og sagde sit trænerjob op i Real Madrid efter den tredje Champions League-triumf på stribe, fordi han havde brug for forandring.

Mandag aften - lidt mere end ni måneder senere - blev han så præsenteret som ny træner i samme klub efter fyringen af Santiago Solari samme dag.

- Da præsidenten (Florentino Pérez, red.) ringede, var det første, jeg tænkte: "Go". Jeg ville aldrig kunne sige nej. Jeg har aldrig haft betænkeligheder ved at komme tilbage, siger Zidane på et pressemøde mandag aften.

- Jeg er glad for at være hjemme igen. I morgen er jeg tilbage på job. Jeg er helt tryg ved at være tilbage og arbejde videre med denne store klub.

Ifølge flere spanske medier var Zidane knaldhård i forhandlingerne, som mundede ud i en kontrakt frem til sommeren 2022.

Således skulle han være garanteret et beløb på op imod 2,5 milliarder kroner til at handle spillere for i sommerens transfervindue.

/ritzau/

Facebook
Twitter