Spillerbus angrebet inden Copa Libertadores-finale - flere spillere indlagt

Kampen mellem River Plate og Boca Junior er aflyst efter angreb på Boca Juniors spillerbus.

Kun River Plates fans har adgang til lørdagens finale i Copa Libertadores. (Foto: Alejandro Pagni © Ritzau Scanpix)

Siden udgivelsen af denne artikel er finalen mellem Boca Junirors og River Plate blevet udsat på ubestemt tid, efter et angreb på Boca Juniors spillerbus.

Finalen i Copa Libertadores mellem de rivaliserende Buenos Aires-klubber River Plate og Boca Juniors er blevet blevet aflyst lørdag og skulle efter planen spilles søndag klokken 21, dansk tid.

Det meddeler Sydamerikas Fodboldforbund (Conmebol).

Siden er finalen dog blevet udskudt på ubestemt tid.

Baggrunden skyldes stort kaos inden kampen, da fans fra River Plate angreb Boca Juniors' spillerbus.

Her kan man se, hvordan det så ud, da bussen blev angrebet. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Fansene smadrede flere ruder på bussen, hvorefter de angreb spillerne med en form for gas.

Flere spillere syge og indlagt

Ifølge nyhedsbureauer er flere Boca Junior-spillere blevet syge af det, og enkelte blev såret, så de måtte indlægges på hospitalet.

I første omgang blev kampen blot udskudt nogle timer, men Boca Juniors ønskede kampen helt aflyst, hvilket altså så også skete.

Boca Juniors' midtbanespiller Pablo Perez ankommer her til stadion efter en tur på hospitalet. Angiveligt blev han ramt af glas fra de splintrende ruder i øjet. (Foto: JUAN MABROMATA © Scanpix)

- Spillere er kommet til skade. Du kan ikke spille en kamp på den måde, siger Boca Juniors generalsekretær, Christian Gribaudo.

Det er første gang, at klubberne mødes i Copa Libertadores-finalen, der spilles over to kampe.

Opgøret er kendt under navnet Superclasico og vurderes til at være verdens mest hadefulde rivalisering.

På grund af tidligere optøjer er det kun hjemmeholdenes fans, der har adgang til kampene.

Den første finale på Boca Juniors' hjemmebane sluttede 2-2 den 11. november. Lørdagens returopgør skulle være spillet hos River Plate.

Efter meldingen om aflysningen var der ifølge Eurosports kommentatorer uro ude for stadion, hvor politiet måtte bruge tåregas mod hidsige fodboldfans fra River Plate, der havde ventet i timer - eller faktisk uger på denne kamp på hjemmebane.

/ritzau/Reuters/DR Nyheder

Facebook
Twitter