Spillerforeningen om Zankas politiske hilsen: ’Nogle steder er det frie valg væk’

Spillerforeningen mener ikke, at de kan gøre meget for at hjælpe Mathias Zanka Jørgensen i Tyrkiet.

Mads Øland har talt med Mathias Zanka Jørgensen om den pågældende sag, men ønsker ikke at fortælle, hvad de to snakkede om. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Som fodboldspiller kan du let ende i en situation, hvor du bliver nødt til at gøre noget, som du ikke nødvendigvis har lyst til.

For det er ikke alle steder i verden, at det frie valg er til stede i samme grad som i Danmark.

Og det kan være forklaringen på, at den danske landsholdsspiller Mathias Zanka Jørgensen i sidste weekend, hvor hans tyrkiske klub Fenerbahce skulle spille en ligakamp, pludselig befandt sig i en situation, hvor han løb og varmede op med en t-shirt, der havde påskriften: ’Fædrelandet er taknemmelige over jer’ sammen med et billede af en soldat, der gjorde honnør.

Det forklarer Spillerforeningens formand, Mads Øland.

- Når du spiller i forskellige dele af den professionelle fodboldbranche, så er du underlagt de systemers vold, der er. Kulturen og det politiske landskab er med til at sætte de grænser og muligheder, du har som spiller.

Sådan ser t-shirten ud. (Foto: AA/ABACA)

- Som dansk spiller kan du ikke rive dig fuldstændig løs af den sammenhæng, du kommer ind i.

- Det er ikke sådan, at du altid har et frit valg, når du spiller fodbold i udlandet. Du stiller op med de budskaber, du bliver bedt om, forklarer Mads Øland.

Tidligere på måneden har det europæiske fodboldforbund, Uefa, åbnet en sag mod det tyrkiske fodboldforbund, efter spillerne lavede en lignende militærhilsen under en EM-kvalifikationskamp.

Fodboldspillere skal have et frit valg

Journalisten Deniz Serinci, der har skrevet flere bøger om Tyrkiet, mener, at t-shirtens påskrift har et klart politisk budskab.

- Der er ingen tvivl om, at det er en politisk hilsen. I disse tider, hvor Tyrkiet har indledt en militær aktion i Syrien, så er der en forventning om, at folk bakker op om militæret, forklarer han.

Men hos Spillerforeningen synes de ikke, at folk skal tvinges til at leve op til en bestemt forventning.

- Selvfølgelig skal du ikke spændes for en vogn, du ikke ønsker. Når det er i den boldgade, som det er her, så bør du have et valg, men det kan du ikke alle steder i verden, siger Mads Øland og fortsætter.

- Spillerne skal have mulighed for at blive hørt. I Danmark er det også sådan, at den enkelte spiller sagtens kan sige, at de ikke ønsker at repræsentere et bestemt budskab.

Samtidig fortæller han, at Spillerforeningen ikke kan gøre meget for at hjælpe Mathias Zanka Jørgensen i Tyrkiet, hvis han ikke ønsker at bære en lignende trøje på et andet tidspunkt.

DR Sporten forsøger at få en kommentar fra Mathias Zanka Jørgensen.

DBU ønsker ikke at udtale sig i sagen.

Facebook
Twitter