STATISTIK VMs gruppespil slår næsten alle store ligaer på mål

Gruppespillet har budt på flere mål end normalt ved en VM-slutrunde.

Målnettet har blafret en del i VM's gruppespil indtil videre. (© Scanpix)

I sammenligning med tidligere VM-slutrunder har gruppespillet ved VM i Brasilien været en målfest. Gennemsnittet på 2,83 mål pr. kamp ligger langt over antallet af mål ved de seneste VM-slutrunder.

Det er ikke kun i slutrundesammenhæng, at VM i Brasilien har fået en forrygende start. Det gælder også set i forhold til de nationale ligaer.

DR har i samarbejde med statistikfirmaet 21st Club sammenlignet målfesten ved VM med statistik for de fem største europæiske ligaer.

Kun den tyske Bundesliga har flere mål pr. kamp end gruppespillet ved VM-slutrunden i Brasilien.

Holdene begynder forsigtigt

Ved et VM er holdene normalt mere forsigtige i den første gruppekamp, hvor en del mandskaber stiller sig tilfredse med uafgjort. Men især første spillerunde ved VM i Brasilien afveg fra tendensen med en målfest og et scoringsgennemsnit på 3,06 mål pr. kamp. Det er mere end et mål mere pr. kamp end ved de to seneste VM i 2006 og 2010, hvor der kun blev scoret 2,0 mål i første spillerunde.

I anden spillerunde stiger scoringsgennemsnittet normalt, og det fortsætter i den sidste gruppekamp, hvor mange hold har brug for en sejr for at gå videre fra gruppen og derfor spiller mere offensivt.

I knockout-kampene falder scoringsgennemsnittet igen, fordi selv de mindste fejl kan få store konsekvenser.

Artiklen er skrevet i samarbejde med fodboldstatistikfirmaet 21st Club.

Facebook
Twitter