Homofobi hører ikke til i dansk fodbold. Det er det klare budskab, som Spillerforeningen, DBU og Divisionsforeningen er gået sammen om i en ny stor kampagne.
- Det handler om at sætte fokus på det forhold, at der er homofobi i dansk fodbold, og det skal vi have bekæmpet. Diversitet er en kæmpe fordel for idrætten, så derfor ønsker vi at sætte ind og få tydeliggjort de forhold, og hvor problematisk det reelt er, siger Claus Bretton-Meyer, der er direktør i DBU.
- Vi er stolte over den opbakning, vi oplever til kampen mod homofobi. Det er et stærkt signal og et budskab til alle i fodboldverdenen om, at problemer med homofobi eksisterer og skal tages alvorligt, siger Mathias Zanka Jørgensen, som udover at være anfører i FC København også er bestyrelsesmedlem i Spillerforeningen.
Håber på flere indberetninger
Netop Mathias Zanka Jørgensen tiltrak sig i efteråret en del opmærksomhed, da han gik frem og påpegede problemer med homofobiske tilråb fra tribunen i Superligaen.
Og det er blandt andet de diskriminerende tilråb under kampene i Danmarks bedste række, som kampagnen vil til livs. I DBU håber man, at kampagnen vil gøre folk mere tilbøjelig til at indberette, når de oplever noget diskriminerende på stadion:
- Vi skal have gjort noget ved det via justits – at der bliver indberettet og sanktioneret, når der er nogle væsentlige forhold, hvor det her opleves. For eksempel når der er tilråb mod Superliga-spillere, når de er på banen. Vi får i dag forsvindende få indberetninger om homofobi, og det håber vi at kunne gøre noget ved gennem øget oplysning og uddannelse, siger Bretton-Meyer.
Kampagnen kommer til at løbe over det næste halve år og skydes i gang i dag. Det vil blive markeret i weekendens Superliga-runde, hvor de forskellige klubbers kaptajner vil bære regnbuefarvede anførerbind, samt markeret med regnbuefarvede flag ved indmarchen til banen.
Desuden er der planlagt en større happening i forbindelse med jubilæums-landskampen for EM ’92, og så vil kampagnen også være en del af Pride-festivalerne i Aarhus og København.