Store DBU-reformer vedtaget

Bestyrelsen i DBU bliver halveret, og aldergrænsen bliver fjernet.

DBU's formand, Jesper Møller, er godt tilfreds med de nye ændringer, der lørdag blev vedtaget i DBU. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det foregik ganske udramatisk, da Dansk Boldspil-Union lørdag vedtog store politiske ændringer i unionen.

Der lød ingen kritiske røster fra salen, og reformerne blev vedtaget enstemmigt af de 138 fremmødte på DBUs repræsentantskabsmøde i Herning.

Ændringerne betyder, at DBU's bestyrelse bliver mere end halveret og går fra 16 til 7 medlemmer. Samtidig fjernes aldersgrænsen på 70 år for at sidde i bestyrelsen. Til gengæld kommer der begrænsning på, hvor længe man kan sidde på en post i bestyrelsen.

- Det har gjort ondt på mange, at der skal ni bestyrelsesmedlemmer ud, men jeg synes det er en modig bestyrelse, der tør at foreslå sådan noget. Der har været et stort ønske om at forny DBU, og det her er en del af den udvikling, siger DBUs formand Jesper Møller.

Ingen debat

Han undrer sig ikke over den manglende diskussionslyst om de store ændringer.

- Når der ikke var mere debat i dag, så skyldes det, at vi har haft en proces de seneste par år, hvor vi har diskuteret de her ting igennem, siger Jesper Møller.

Den 54-årige nordjyde blev i øvrigt genvalgt som formand for DBU og tager dermed hul på sin anden valgperiode i spidsen for dansk fodbold. Han blev valgt uden modkandidat og sidder nu på posten frem til 2022.

Kvindekonflikten blev dyr

Da DBU i februar måned fremlagde årsregnskab for 2017, stod det klart, at det ikke er gratis at ryge i konflikt med et landshold og måtte aflyse to landskampe.

Det må man sande i DBU, som i årsregnskabet skriver, at efterårets strid mellem DBU og Spillerforeningen omkring kvindelandsholdet kostede næsten 2,2 millioner kroner i kompensation for de aflyste kampe mod Holland og Sverige.

- Kvindefodboldkonflikten var træls. Det var træls, at vi ikke fik spillet de to fodboldkampe. Kunne vi have undgået konflikten? Måske, måske ikke. Nogen gange opstår der principielle ting, som man ikke kan forudse, og så bliver det svært at løse sagerne, siger Jesper Møller i sin beretning.

Han understreger, at den helt præcise udgift for konflikten endnu ikke er opgjort, men de 2,2 mio. kr. er sat af til at dække regningerne.

Senere i 2018 skal DBU og Spillerforeningen forhandle en aftale på plads om herrelandsholdet. Den nuværende aftale omkring herrelandsholdet løber til efter VM i Rusland.

DBUs regnskab for 2017 viser i øvrigt et overskud på 1,8 mio. kr. og blev godkendt af DBUs repræsentantskab uden debat.