Stryger: Jeg skylder ikke Brøndby uddannelsespenge

Brøndby mistede muligheden for at score millioner, fordi Jens Stryger Larsen skiftede til en dansk klub.

Han havde mulighed for at skifte til en klub i udlandet, men i stedet valgte Jens Stryger Larsen at skifte til FC Nordsjælland.

Dermed mistede Brøndby IF muligheden for at score millioner i uddannelsespenge på den 22-årige midtbanespiller, der har spillet på den københavnske vestegn, siden han var 11 år.

Men sådan er spillet nu en gang, siger Stryger.

- Jeg har aldrig på noget tidspunkt lovet, at jeg ville skifte til udlandet, så de kunne få de penge.

- Så jeg skylder ikke Brøndby penge, og det er en del af gamet, at sådan kan det gå, siger han.

Var Stryger skiftet til en af de fem største ligaer i Europa, kunne Brøndby have udvidet klubbens kassebeholdning med op mod fem millioner.

Men den unge midtbanespiller ville det anderledes, og det har ledelsen i hans gamle klub også anerkendt. Men Brøndbys direktør Tommy Håkansson lægger ikke skjul på, at det er et ærgerligt valg for de blågule.

Stryger fortæller, at hans fravalg af udenlandske klubber især skyldes, at han prioriterer at få spilletid.

- Ved at have taget springet til udlandet med de tilbud, jeg nu en gang fik, så var der måske længere vej til at spille kampe.

- Jeg vil ikke sige, at der ville have været større konkurrence. Men det havde været sværere at komme ind i start-11eren, siger Stryger og tilføjer:

- Jeg føler mig tættere på holdet og den start-11er her i Nordsjælland. Og fordi jeg er stadig er en ung spiller, er udvikling et stort tema for mig.

- Jeg vil gerne rykke mig, og det er i kampene, man lærer mest, siger han.

Prioriteringen af sportslig udvikling betyder dog ikke, at Stryger helt har opgivet drømmen om at komme til udlandet en dag.

Og indtil da er der mulighed for at spille kvalifikationskampe til Champions League i FC Nordsjælland, der i modsætning til Brøndby har spillet med helt i toppen af Superligaen de seneste sæsoner.

- En anden ting, der tiltrak, var også, at Nordsjælland har mulighed for at være med i Europa her til sommer.

- Vi må tage en kamp ad gangen, men forhåbentlig kan vi kvalificere os til noget stort, for jeg vil gerne ud og prøves af mod nogle af de lidt større hold i Europa, siger Jens Stryger Larsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter